Fondsmidler gjorde Tarzanbanen mulig

Den private daginstitution Eventyrhuset i Dragør søgte i foråret midler til en motoriklegeplads. Nu har de modtaget 22.000 fra Nordea-fonden, og Tarzanbanen er en realitet, som børnene er vilde med.

Eventyrskovens børn i fuld sving på Tarzanbanen. Foto: Eventyrhuset

Af Pia Melander Guilbert

Det var en forælder, som i foråret 2020 gjorde den private daginstitution Eventyrhuset opmærksom på muligheden for at søge fondsmidler hos Nordea-fonden til et længe ønsket projekt. Eventyrhuset drømte om at få lavet en motorikbane i Eventyrskoven.

Eventyrskoven er en afdeling af Eventyrhuset, der ligger i en gammel æbleplantage. Her er børn i alderen tre til seks år ude året rundt og i tæt kontakt med natur, dyr og årstider.

Corona har ædt af budgettet

Ansøgningen blev sendt afsted, og i slutningen af maj modtog Eventyrhuset brev tfra Nordea-fonden om, at de havde fået tildelt 22.300 til projektet.

Uden fondsmidler havde Eventyrhuset ikke haft råd til at etablere Tarzanbanen i år. Foto: Eventyrhuset

– Vi er virkelig glade for at have fået de midler, specielt i år, hvor ekstraudgifter til corona-foranstaltninger æder lidt rigeligt af vores budget. Uden den hjælp havde vi ikke haft råd, konstaterer Caroline Falk Lauritsen, der er formand for Eventyrhuset.

Knoklede som vanvittige

For at få mest muligt ud af de tildelte midler, aftalte Eventyrhuset med sin tilknyttede handyman, at han sammen med en gruppe forældre selv skulle stå for opsætningen, så det var muligt at lave en større bane med flere elementer.

For at få mest muligt ud af fondsmidlerne meldte en håndfuld forældre sig til at hjælpe med at sætte banen op. Foto: Eventyrhuset.

– I forrige uge havde vi så sat en håndfuld forældre i stævne. De gravede og knoklede som vanvittige. Banen stod klar på to dage og er nu flittigt i brug, fortæller Caroline Falk Lauritsen, der håber, at historien kan inspirere andre institutioner og foreninger til at søge fondsmidler til deres projekter.

Læs mere om Nordea-fondens kriterier for støtte her:

https://nordeafonden.dk/soeg-stoette-til-projekt

Seneste artikler

 

Fik du læst?