Englandsvej bliver i øjeblikket udvidet med et supplerende spor. Det giver forsinkelser, og trafikanter opfordres til at vælge alternative ruter.
Af Pia Melander Guilbert
På strækningen fra Løjtegårdsvej til Øresundsmotorvejen er der i øjeblikket vejarbejde. Det skyldes, at der er ved at blive lavet supplerende nordgående spor til Øresundsmotorvejen. Og selvom formålet er, at det supplerende spor skal mindske kødannelse, er det for tiden det modsatte, der er tilfældet.
Vælg alternative ruter
Under anlægsperioden skifter Tårnby Forsyning alle de gamle vandledninger på strækningen. Formålet med dette er at undgå gravearbejde på et senere tidspunkt, oplyser Tårnby Kommune på sin hjemmeside i dag tirsdag d. 15. september.
Arbejdet forventes at vare til midt november, og du opfordres til i mellemtiden at vælge alternative ruter, for eksempel Kongelundsvej, Løjtegårdsvej, Amager Landevej eller Kystvejen.