Fra uge 45 opretter Region Hovedstaden et midlertidigt corona testcenter i Tårnby. Tiltaget skyldes et stadig voksende antal smittede. Centret vil være åbent hver dag fra 10-16 uden tidsbestilling.

Af Pia Melander Guilbert
Dragør har registreret 16 smittede med coronavirus, mens tallet for Tårnby ligger på 88. Det viser nyeste tal fra Statens Serum Institut. Samlet for hele landet har vi nu flere smittede, end da coronavirus kom hertil i foråret, og tallet er stadig stigende. Derfor opretter Region Hovedstaden nu et nyt midlertidigt testcenter i Tårnby Kommune.
Det nye center åbner i uge 45 og kommer til at ligge på Gammel Kirkevej 98 i stuen. Bygningen ligger mellem brandstationen og Sundhedscentret.
Testcentret vil have åbent alle hverdage fra 10 til 16, og man behøver ikke at bestille tid på forhånd. Det er regionens medarbejdere, der vil betjene det nye teststed, der henvender sig til alle borgere over to år. Husk sundhedskort.
Nye restriktioner skal virke hurtigt
I dag mandag trådte nogle af de nye restriktioner i kraft, nemlig forsamlingsloftet på ti personer samt forbuddet mod at sælge alkohol efter 22, mens det fra på torsdag er påbudt at bære mundbind på offentlige steder, blandt andet i supermarkedet (detailhandlen), biografer, hospitaler, til og fra fitnesscentre, kulturinstitutioner og ungdomsuddannelser.
Professor i immunologi Jan Pravsgaard Christensen udtaler til TV2 om de nye restriktioner:
– Smittetallene siger mig, at tiltagene er nødvendige. Og de skal vise deres værd meget hurtigt. Ellers skal der flere til.
Der er pressemøde om situationen igen i eftermiddag kl 17