At skifte branche er stadig surrealistisk

Der er mennesker, som hader flystøj. Madeleine elskede sit job som pilot så meget, at hun gladeligt bosatte sig i Dragør med arbejdspladsen Jettime næsten i forhaven. Nu har corona-krisen tvunget hende og hendes kæreste til at tænke i såkaldt nye muligheder.

Madeleines datter elsker at kigge på fly. Madeleine elsker at være pilot, men for tiden må hun også nøjes med at kigge og drømme om, at coronakrisen snart er slut. Foto: privat.

Af Pia Melander Guilbert

Inden corona-krisen arbejdede 31-årige Madeleine Caroline Lindblad og hendes kæreste begge som piloter. De købte hus i Dragør for at være tæt på arbejdspladsen, ja faktisk ligger Madeleines tidligere arbejdsplads Jettime lige i baghaven. Parrets 1-årige datter elsker at kigge på fly.

I juli blev Madeleine fritstillet fra sit job som pilot i Jettime. Når coronakrisen slutter, håber hun at kunne vende tilbage, men det kræver en fornyelse af flycertifikatet, som hun ikke har råd til. Foto: privat

Nu er situationen dog en helt anden. Madeleines kæreste er ved at tage stort kørekort, så han kan blive lastbilchauffør eller buschauffør. Madeleine er på dagpenge, og dagene går med at sende jobansøgninger og holde møder med Lise fra jobcenter CPH.

– Vi har selv betalt vores uddannelse og for et år siden købte vi hus, så vi har en kæmpe gæld, fortæller Madeleine, der for nyligt medvirkede i en artikel på dr.dk, fordi hun var blevet foreslået at blive dronepilot, nu hvor rejsebranchen nærmest står stille:

https://www.dr.dk/nyheder/regionale/hovedstadsomraadet/madeleine-staar-med-enorm-pilotgaeld-droneflyvning

Urealistisk perspektiv at blive dronepilot

Den idé har Madeleine dog hurtigt droppet igen.

– For at jeg kan skaffe mig en indtægt, hvilket er det, min kæreste og jeg har brug for, kræver det en investering i en drone og opstart af eget firma. Det er et urealistisk perspektiv lige nu, selvom jeg sagtens kunne se mig selv arbejde med droner på en eller anden måde i fremtiden.

Madeleine og hendes kæreste er begge piloter. Foto: privat

Uanset hvad, er Madeleine nødt til at tænke i nye muligheder, mens flytrafikken næsten er gået i stå:

– I lang tid har jeg nok skubbet tanken om at skifte branche fra mig og bare håbet, at dette mareridt snart var forbi, og vi igen var tilbage i den normale hverdag, hvor jeg gladeligt stod meget tidligt op for at flyve forventningsfulde chartergæster til de kanariske øer, bemærker hun.

Ikke råd til at forny flycertifikat

Og selvom Madeleine godt ved, at et brancheskift lige nu er den eneste mulighed, bekymrer det hende, at hun og hendes kæreste ikke har råd til at få fornyet deres flycertifikat:

– Vi befinder os i en økonomisk situation, som vi aldrig i vores vildeste fantasi havde forudset, at vi kunne havne i.Samtidig koster det et sted mellem 10 og 15.000 om året at opretteholde vores certifikater ved simulatorflyvning (LPC kursus), noget, arbejdsgiver normalt betaler.

– At skulle lade vores licens udløbe føles lidt som at give op og give slip. Det er noget, vi absolut ikke vil. I øjeblikket søger jeg jobs, tager kurser og tænker kreativt, og jeg oplever jobcenter CPH og især min konsulent Lise som enormt hjælpsomme, men målet er, at jeg på et eller andet tidspunkt skal sidde i cockpittet igen. Derfor er mit håb, at jobcentret begynder at tilbyde det nødvendige LPC-kursus, så vi kan beholde vores certifikater og med kort varsel være klar til at flyve igen.

 

Seneste artikler

Gymnasieelever til kinesisk efterårsfest

På Ørestad Gymnasium kan eleverne vælge kinesisk som valgfag. Det er atypisk at kunne studere kinesisk allerede i 1.g. Men gymnasiets elever er ikke i tvivl; kinesisk er et spændende fag, der åbner mange døre. I september var kinesiskelever fra 1.g til efterårsfestival i Kinesisk Kulturcenter, hvor de fik anledning til at prøve deres kundskaber af i praksis.

 
 

Fik du læst?