Derfor satser vi på take away

“Det kan ikke betale sig for os,” lyder argumentet typisk, når man spørger en af de i øjeblikket mange lukkede restauranter, hvorfor de ikke har take away. Men hvad skal der til, for at det kan betale sig? Vi har spurgt to lokale spisesteder.

Take away julemiddag fra Café Dragør Sejlklub.

Af Pia Melander Guilbert

Juletiden burde være travl, men mange restauranter ligger i øjeblikket øde og tomme hen, mens corona-smitten raser. Andre holder gang i gryderne med take away. En dem er Café Dragør Sejlklub.

– Da den første nedlukning kom i marts, besluttede vi at prøve at se, om vi kunne få det til at køre rundt med take away. Vi har ikke så dyr en husleje og havde ikke ikke lyst til at søge om hjælp. Regningen kommer jo tilbage på et tidspunkt, konstaterer Thomas fra Café Dragør Sejlklub.

Heldigvis kunne den lille café, med Dragørs bedste havudsigt hurtigt konstatere, at kunderne støttede op.

– Det betød, at vi både kunne beholde vores to fuldtidskokke og vores faste fuldtidstjenere. Det var de lykkelige for, forklarer Thomas.

Indehaver af Café Dragør sejlklub Charlotte Mathiassen fotograferet til AmagerNyt ved en tidligere lejlighed.

Hele systemet skulle dog laves om, og det var ikke en dans på roser, bemærker han:

– Vi skulle finde det rette emballage og en rytme, hvor vi kunne følge med. Nu har vi afhentning med et kvarters interval mellem hver kunde og med seks til syv forskellige retter, forsøger vi at ramme bredest muligt.

Café Dragør Sejlklub har åbent hver dag fra 12 til 20. Tilbyder både jule- og nytårsmenu. Se http://www.cafdragoersejlklub.dk for mere info

Intet at tabe uden støtte

I den anden side af havnen ligger Dragørs gamle Badehotel. Her har man også valgt at køre take away, men af en lidt anden årsag.

– Vi overtog forpagtningen i december og er derfor så nye, at vi ikke kunne få tilskud, fortæller Ingela fra badehotellet:

– På den måde havde vi intet at tabe ved at afprøve take away, og heldigvis er det gået godt. Vi har fået mange positive tilbagemeldinger.

Forpagter og kok på Dragør badehotel Haitham Mosley til venstre i billedet, fotograferet til AmagerNyt ved en tidligere lejlighed.

Ingela lægger dog ikke skjul på, at det er hårde tider:

– De nye restriktioner kommer på et svært tidspunkt lige op til jul, hvor vi havde en masse planlagt. Vi har både måttet sende nogen hjem og opsige personale. i julen har vi dog en del overnattende gæster, som også har glæde af, at de kan få maden med op på værelset, konstaterer Ingela.

Badehotellet tilbyder take away tirsdag til lørdag fra 17.30 til 19. Det er primært husmandskost, men fra d. 19. december kan du også bestille julefrokostmenu. Se www.badehotellet.dk for info.

Seneste artikler

 
 

Fik du læst?