I 1953 synger Ove Sprogøe og Dirch Passer, at ”Der kommer altid en sporvogn …”. Begge skuespillere med tilknytning til Amager og meget af filmen ”Ved Kongelunden” er optaget på Amager.
Af Dines Bogø
Men i april 1972 var det slut med datidens sporvogne i Danmark. Allerede i 1952 kørte sidste sporvogn i Odense og i Aarhus kørte sidste sporvogn i 1971.
Letbane og sporvogn
Jamen der kører jo sporvogne igen i Aarhus og der gør der også snart i Odense.
De nye sporvogne kaldes ”letbane” og til forskel for sporvogne kører letbanen næsten udelukkende i eget sporområde, adskilt fra øvrig trafik.
Mange steder også i København kørte datidens sporvogne i eget område (f.eks. Jagtvejen, Strandboulevarden og Øster Allé).
Københavns sidste sporvogn kørte også i eget areal ”tracé” på Amager Boulevard fra 1935. Amager Boulevard blev anlagt i 1907, hvor sporene dengang lå i bilernes kørebaner.
Vermlandsgade var anlagt med bred midterrabat, da det var planen, at der på gaden skulle køre en ”hurtigsporvogn”.
Linje 5
Søndag den 23. april 1972 fulgte mange det store optog af sporvogne og busser, der på linje 5’s rute fra Husum til Kastrup/Kbh. S. (Formosavej) skulle markere, at det nu var slut med sporvognsdrift på strækningen.
Fra 1863 havde der kørt sporvogne i København.
Linje 5 kom til Amager i 1903. Linjeskilt var sort skrift på brun bund. Linjen havde endestation i Brønshøj (senere Husum fra 1924) og på Amager vendte man på Christianshavn.
Fra starten blev linjen ført via Knippelsbro, men allerede fem år efter start blev Linje 5 omlagt til Langebro med endestation ved Holmbladsgade / Amagerbrogade.
Endestationen på Amager blev flyttet længere og længere mod syd. Først til Østrigsgade så til Øresundsvej og i 1933 kørte Linje 5 helt til krydset på Italiensvej ud for Sundby Hospital.
Først i 1947 efter 2. verdenskrig, blev Linje 5 videreført ad Backersvej til Formosavej ca. 600 m fra kommunegrænsen til Tårnby.
Sporvogne igen i Storkøbenhavn
I sporvognenes storhedstid kørte de i kommunerne København, Frederiksberg, Gentofte, Gladsaxe og Lyngby. Kun de to sidste kommuner får igen sporvogn (letbane), når den planlagt strækning fra Ishøj i syd til Lundtofte i nord forventes åbnet i 2024.
Af og til ser man en af de ældre sporvogne i København. Enten i forbindelse med en filmoptagelse eller i forbindelse med en udstilling.
Vognene er udlånt af Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm, der ligger på Midtsjælland mellem Roskilde og Ringsted. Foreningen Sporvejshistorisk Selskab (SHS), der blev stiftet i 1965 råder i dag over ca. 140 sporvogne og busser.
På museet, der åbnede i 1978, finder man mange remisebygninger, en museumsgade, ældre forretninger m.v.
Her kan man som passagerer køre med en eller flere af de ca. 50 flot istandsatte sporvogne og busser. Under kyndig vejledning kan man selv prøve, at være vognstyrer.
Mere end 150 medlemmer arbejder med vedligeholdelse og drift. Foreningen består i dag af langt over 1.000 medlemmer.
Man satser på, at åbne museets sæson med kørende materiel i slutningen af april 2021 og så skulle det igen bliver muligt, at stige på en af de veteransporvogne, der bl.a. har kørt på Amager.