Nye udgivere skal sikre AmagerNyt postionen som den lokalavis, læsere og annoncører foretrækker. De to stiftere, Peter Kristensen og Thomas Thorndahl har solgt AmagerNyt til mediemanden Flemming Falk Hansen og hans forretningspartner Keld Egelund, der blandt andet har været medudgivere af Amager Bladet og er indehavere af Lokalavisselskabet A/S.

Fra 1. februar får AmagerNyt og de to tilhørende facebook-grupper “DragørNyheder” og “AmagerNyt” nye ejere.
– Det er selvfølgelig lidt vemodigt at give sin “baby” videre, men timingen er perfekt. AmagerNyt er klar til fase 2, der kræver professionelle mediefolk med stor erfaring inden for det kommercielle, udtaler Peter Kristensen og tilføjer:
– Jeg kunne ikke forestille mig en bedre ny ejer end Flemming Falk Hansen, der er et kendt navn i mediebranchen.

Flemming Falk Hansen har en fortid som bladchef fra Berlingske Lokalaviser, inden han selv sprang ud som bladudgiver og begyndte at udgive lokalaviser på Amager, Østerbro og på Bornholm. Han udgiver Bornholmnyt.dk, er medudgiver af Magasinet Bornholm og er tillige bestyrelsesformand for netmediet Indblik.net og medindehaver af filmselskabet Hyæne Film. Hans forretningspartner Keld Egelund driver en række virksomheder på Sjælland.
Han udtaler:
– AmagerNyt er et levende og meget populært lokalmedie og med de tilknyttede lokale Facebookgrupper DragørNyheder og AmagerNyt som vigtige elementer. Med den stærke tilstedeværelse på sociale medier, dækker AmagerNyt et stærkt stigende behov for at få leveret de lokale nyheder på mobilen, tablet og computeren 24/7.
Fra sjov ide til egentligt medie
Redaktionelt fortsætter fortsætter AmagerNyt som hidtil, mens Peter Kristensen og Thomas Thorndahl takker af.
– Det har været fantastisk at følge, hvordan AmagerNyt har udviklet sig fra en sjov ide til et egentligt medie, er de to stiftede enige om:
– Vi vil gerne sige tak for den store opbakning, der har været. Uden de mange aktive læsere, vores lokale annoncører og dygtige redaktionelle hold havde det aldrig kunnet lade sig gøre, slutter de.