I en artikel om det danske Covid-19 pas interviewer CNN flere højtstående danske kilder, blandt andet flere ministre. Med i artikel er også Philip Helgstrand fra Dragør Strandhotel, der fortæller om bagsiden af passet.
Af Pia Melander Guilbert
Den danske ide om et Covid-19 pas vækker opsigt verden over. Således beskriver det amerikanske nyhedsmedie CNN i en længere artikel, hvordan Danmark vil få passet til at fungere. I artiklen interviewer CNN flere danske kilder, blandt andet udenrigsminister Jeppe Kofod, der fortæller, at passet er en afgørende brik i at sikre, at Danmark er foran i spillet på trods af nedlukningen.
“Mere end 800.000 af vores jobs er knyttet til verdenshandel, ” sige han blandt andet. En anden kilde er Philip Helgstrand fra Strandhotellet i Dragør. Han er skeptisk over for det ansvar, der for små virksomheder som hans egen er forbundet med passet.
Inden Covid-19 udgjorde krydstogtskibs-passagerer en stor andel af Strandhotellets kunder. Skal det fortsætte, forventes restauranter som Strandhotellet at kunne tjekke hver kundes Covid-data:
“Jeg synes ikke, det er rimeligt, at vi skal gå og spørge alle, der kommer ind i restauranten om at fremvise deres data. Vi er allerede nødt til at spørge: Har du en maske? Sæt dig ikke for tæt på det og det. Det burde være grænsekontrollen og politiets opgave at se pas,” udtaler han.
Læs hele artiklen “Covid passport could deliver a summer of joy Denmark hopes”her: https://edition.cnn.com/travel/article/covid-19-vaccination-passports-denmark