“Indtast Deres telefonnummer og afslut med firkant…”

Trods nedlukning og Corona: Synes De ikke, at tiden går hurtigt?

Den ene dag tager den anden, hvad lavede jeg sidste tirsdag?

Aner det ikke, men tiden går og klokken slår. Forleden blev jeg budt velkommen i Journalisternes Veteranklub. Men jeg synes lige, at jeg har fået mit første pressekort…

Måske er det grunden til, at jeg skal anstrenge mig mere og mere for at følge med den teknologiske udvikling. Man skal efterhånden downloade alle mulige apps for at følge med – og det værste er, at der følger forskellige koder med til det hele. Dem glemmer man efterhånden, som der kommer flere og flere nye apps til – og så er det, at man skal klikke på den rubrik, der hedder Glemt kodedord?

Så bliver det foreslået, at man vælger et password som f.eks. eQ15rrbZ312g21H15. Det er jo ikke til at have med at gøre, og så finder man bedstefars mellemnavn frem igen…

Det har jeg gjort mange gange efterhånden, og så går det helt agurk, når man får det blandet sammen med det oprindelige kodeord, som man så pludselig finder på en lap papir et eller andet sted.

Hvad var det nu, der gjaldt…?

Jeg prøver også trods den fremskredne alder at undgå rollen som den sure mand. Men det er da irriterende, at man ved henvendelse til næsten alt og alle i telefonen får besked på at “indtaste Deres telefonnummer og afslut med firkant”.

Når man – omsider – får fat i et menneske, så skal man alligevel opgive konto, sagsnummer eller kundenummer eller cpr-nummer.

Hvorfor f… skal man så indtaste alt muligt forinden?

Jeg har spurgt flere gange, men endnu ikke fået et kvalificeret svar.

Men det var tiden, vi kom fra. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg synes efterhånden, De er ekspert i at få mig ud på et sidespor.

Jeg kan stadig huske, at man fik et menneske i røret, når man ringede til et firma. F.eks. til sit telefonselskab. Der skulle man da tro, at de var i stand til at tage telefonen, men nej. Man skal gennem en større spørgerunde først – og så får man at vide, at man i virkeligheden bør lede efter svaret på sit spørgsmål på firmaets hjemmeside. Goddaw do!

Jamen, vil de da ikke tale med os?

Næh, tilsyneladende ikke…

Forleden var en kollega ved at grine kæben af led, da jeg foreslog nogle CD’ere som præmie til en konkurrence. CD’ere…

Ja, jeg ved godt, at der ikke er nogle unge mennesker, der køber CD’ere mere, men hvad med alle os, der har en større samling? Skal vi bare smide dem ud? Så går det vel ligesom dengang, jeg smed en ganske imponerende samling LP-plader i skraldebøtten. Det fik jeg grund til at ærgre mig over mange gange siden…

Nu har alle musikelskere investeret i en grammofon og LP-samlingen er tilbage på hædersplads…

En frydefuld fornemmelse bredte sig i indeværende skribents krop, da jeg forleden skrev en artikel om et helt nyt,bæredygtigt, grønt  og fremtidssikret ejendomskompleks med mindre og fleksible lejelejligheder. Ejendommen tilbød bl. a. lektiecafé til de unge og kontorlandskab med skriveborde til beboerne som alternativ til hjemmearbejdspladser.

Også orangeri og planter, der understøtter biodiversitet. Alt sammen for at højne fællesskabet i ejendommen.

Godt og gennemtænkt, og så det sidste nye: Slut med egne vaskemaskiner, det passer ikke ind i tidens miljøkrav. Der vil være fællesvaskeri for at undgå individuelle vaskesøjler og dermed forbedre indeklimaet og på en rationel måde kunne arbejde med genbrug af regnvand.

Og så lige dér, der er jeg på forkant med udviklingen og yder et større bidrag til den grønne udvikling af kloden. Jeg har nemlig aldrig ejet en vaskemaskine og har altid benyttet mig af ejendommens fællesvaskeri.

Jeg gemmer sgu’ de CD’ere. De skal nok komme på mode igen…

God weekend…

 

Seneste artikler

 
 

Fik du læst?