Tænk på naturen, når du spiser…

Vi har i mange år lært at spise ud fra det, der er godt og sundt for os selv. Nu er det tid til at spise bæredygtigt solidarisk, og prioritere en bedre klimabalance. “Jordens bedste kogebog” giver opskriften…

Naturens overlevelse handler også om menneskets spisevaner. En ny kogebog vil hjælpe os til en mere grøn levevis.

Af Pernille Lindblom

Budskabet er klart. Vi skal alle praktisere en levevis, der afspejler fælles omtanke for planeten. Og den fagligt kompetente trio  bag “Jordens bedste kogebog” giver deres bud på en fremtidig, bæredygtig ernæring med udgangspunkt i ansvaret for det globale miljø. De tre er Søren Ejlersen, Carsten Kyster og Trine Hahnemann.

For fremtiden kræver en ændring i de spisemønstre, vi har været vant til hidtil. Forfatterne giver lækre bud på retter, sammensat ud fra et klimavenligt koncept om, at mere end 80 procent af den samlede energi i vores måltid er vegetabilsk, og mindre end 20 procent, animalsk.

Bogens opskrifter domineres positivt af grøntsager, frugt, korn, bælgfrugter samt krydderurter med begrænset følge af mejerivarer samt kød og fjerkræ kreeret primært med danske råvarer, som et bevidst og klimavenligt valg. Retterne er overvejende nordiske, tilsat et delikat globalt twist.

Jordens Bedste Kogebog er bygget op om et 80/20-princip: Der er således skruet gevaldigt op for det grønne og ned for kødet.

I bogens opskrifter er mere end 80 pct. af den samlede energi i måltidet vegetabilsk i form af grøntsager, frugt, korn, bælgfrugter og krydderurter. Mindre end 20 pct. får man fra de animalske fødekilder som mejerivarer, kød, fjerkræ og fisk.

Kulinarisk berejst

Søren Ejlersen er medstifter af Årstiderne. Han er uddannet kok og forfatter til flere bøger om ernæring.Carsten Kyster er ligeledes en alsidig kok. Udover at være kendt som kulinarisk berejst, er han også forfatter, foodstylist, koncept- og produktudvikler samt madskribent. Trine Hahnemann er ejer af Hahnemanns køkken, der driver kantiner med sund og velsmagende mad og fokus på fællesskab og relationer. Hun er ligeledes forfatter og madskribent.

Jordens bedste kogebog
Søren Ejlersen, Carsten Kyster og Trine Hahnemann.
Årstiderne/Peoples Press
Kr. 249,95 / 146 s.

 

Seneste artikler

 
 

Fik du læst?