Tessa til Dragørs unge: “Andres mening er fuldstændig ligemeget”

Rapdronningen Tessa var ugens gæst, da Dragør Ungdomskole i fredags holdt onlineforedrag for 7. til 9. klasserne. Hun fortalte blandt andet om sin egen svære folkeskoletid “Du har hele folkeskolen til at vurdere de fejl, du laver”

Tessa i samtale med Camilla Lærkesen fr Dragør Ungdomsskole. Foto: ungdomsskolen

Af Camilla Lærkesen, Dragør Ungdomsskole

Fredag eftermiddag lød der skrig, gisp og gråd fra skolegården på Store Magleby Skole. Der var ikke sket en ulykke, men derimod gik rapstjernen Tessa gennem skolegården efter et veloverstået foredrag for udskolingen. Hun blev spottet af en 4. klasse, der havde frikvarter, og at dømme efter decibel-mål, så bliver det en skoledag, de sent vil glemme.

Det samme gjaldt for 7.-9. klasserne. De fik ikke et glimt af Tessa i virkeligheden, til gengæld fik de fornøjelsen af en times online oplæg med den storhittende rapper. Tessa fortalte om vigtigheden af at få flere kvinder ind i rap, at kvinder skal lære at støtte hinanden og danne fællesskaber i stedet for at sammenligne sig og konkurrere. Hun fortalte om at finde troen på sig selv og at være ligeglad med andres meninger. Og så fortalte hun om sin egen svære tid i folkeskolen og sin vej til musikkens top.

Taler et sprog de unge forstår

I foråret 2019 lagde Tessa sin første freestyle på Instagram. Nu – knap to år senere – har hun lavet musik med Karen Mukupa, Natasja og Suspekt. Hun har vundet adskillige priser i 2020 – blandt andet The Voice prisen, Årets forbillede og Årets nye navn. Hun har holdt årets nytårstale på Deadline, medvirket i en dokumentar på DR og været på forsiden af Magasinet Elle. Det lader til at både unge og voksne har taget det nye navn til sig.

Og det var da heller ikke kun de unge, der gik begejstrede fra fredagens oplæg. Stine Lincoln, inklusionspædagog på Store Magleby Skole, er ikke blevet mindre fan af at lytte til foredraget med Tessa. 

Tessa og inklusionspædagog Stine Lincoln. Foto: ungdomsskolen

”Hun taler i et sprog, der er fremmed for den danske folkeskole, men det er et sprog, de unge forstår. Jeg synes, det var et yderst inspirerende oplæg, så jeg er kun blevet mere fan,” fortæller hun. 

Folkeskolen – en bitch

Tessa slog et slag for rummelighed og diversitet og – som hun selv vil sige det – ikke at give en fuck for, hvad andre tænker: ”Andres meninger er fuldstændig lige meget. Du har ret til at have din mening. Men jeg har også ret til at være ligeglad med din mening,” siger Tessa blandt andet. Og selvom vi ikke er vant til at høre det sprog ved katederet i skolen, så talte hun ind i evigtgyldige dilemmaer i et teenageliv – om at finde sig selv og om ikke at passe ind.  

”Folkeskolen er en bitch. Man har sin sværeste tid i folkeskolen: starten af puberteten, sin første forelskelse, sin første menstruation, sin første bums, første gang du farver dit hår grønt. Og du har hele folkeskolen til at vurdere alle de fejl, du laver. Du kan ikke bare sige: Nu bliver jeg lige hjemme i 14 dage, for det var ikke så smart.”

Det glædede inklusionspædagog Stine Lincoln at få de temaer på dagsordenen. 

 ”Det er information, mange unge har brug for. Det er min erfaring efter flere år på Børnetelefonen. Nogle unge, og flere end vi tror, har svært ved at navigere i nutidens samfund. Muligheden for at træde forkert er stor, de er særligt bange for at blive udstillede. I ægte Tessa-sprog siger hun: Fuck hvad andre tænker, siger og gør. Du skal gøre, hvad der gør dig glad,” siger Stine Lincoln efter oplægget. 

Og det var netop dét budskab, der blev Tessas afsluttende ord for dagen:

”Jeg tror på, at den unge generation har så meget mere at byde på, end der bliver forventet af dem. I kan så meget mere, og I skal bare vide, at jeg tror på jer. Så fuck de andre!”

 

Seneste artikler

Luftkrig over Amager

Der var konfrontationsstemning, da Københavns Lufthavn fortalte om sine udviklingsplaner ved et nabomøde i den forgangne uge.

 
 

Fik du læst?