Et stort byggeri på i alt 59 ungdomsboliger tager fart på Randkløve Allé i Tårnby. De første 24 udlejes fra midten af marts. Forleden lagde borgmester Allan S. Andersen (S) vejen forbi.
Af Pia Melander Guilbert. Fotos Tårnby Kommune

Af Pia Melander Guilbert
For at imødekomme den store boligmangel blandt unge, er Tårnby Kommune i øjeblikket ved at opføre 59 et- og to-værelseslejligheder på Rankløve Allé. Alle boliger er forbundet med en altangang, og de første 24 står klar midt i marts.
Byggeriet er udviklet ud fra et ønske om billige udlejningsboliger. Boligerne bliver derfor udført med enkle og robuste overflader, der sammen med deres størrelse, vil bidrage til en lav husleje og drift. Bygningerne opføres med bærende konstruktioner i betonelementer og facader i rødt murværk.
Forleden lagde borgmester Allan S. Andersen vejen forbi. Han udtalte efterfølgende:

”Det er meget glædeligt, at vi nu på flere fronter får løftet antallet af boliger til vores unge. Det er der brug for. Der skal være mulighed for, at vores unge i Tårnby også får mulighed for at bo i kommunen, når de flytter hjemmefra. Vi har et tæt fælleskab og mange nære relationer i vores kommune – det skal vi fortsætte med. Boliger skal være tilgængelige og til at betale. Jeg glæder mig meget til at følge med i arbejdet med at få alle boligerne indflytningsklare”.

Udover de omtalte boliger har Kommunalbestyrelsen lige vedtaget en lokalplan vedrørende opførelsen af omkring 100 ungdomsboliger ved Tårnby Stadion.