Her, ved siden af mig, ligger en bog af en af min yndlingsforfattere. Det er romanen “Kammerater”, skrevet af den tyske forfatter, Erick Maria Remarque.
Der er udkommet en stribe fremragende fortællinger fra hans hånd, herunder “Intet nyt fra vestfronten” samt ikke mindst “Triumfbuen”, men titlen på “Kammerater” får mig altid til at tænke på mine egne.
Remarques roman “Kammerater” handler om tre yngre krigsveteraner, der holder sammen i tykt og tyndt. Remarque selv var tysk soldat ved vestfronten under 1. verdenskrig. Kender man ikke den historie, bør man indhente den snarest. Første verdenskrig, der sluttede for over 100 år siden, er ikke længere på nethinden, totalt overskygget i film- og litteratur af den efterfølgende verdenskrig,
Men så er der jo “Intet nyt fra vestfronten”, som Remarque skrev på rekordtid – med alle tegn på væmmelse og afsky overfor krigen og al dens væsen. Det pudsige er, at også denne mesterfortælling havde svært ved at finde en udgiver. Som så mange andre af de store fortællinger. Romanen blev skrevet på få måneder, men det tog to år, før Remarque fandt et forlag, der ville udgive bogen. Så blev den til gengæld også en international bestseller.
Remarque blev pacifist – og som sådan ikke populær i Nazi-Tyskland, som han forlod allerede i 1931 til fordel for Schweiz. Via et kortere ophold i USA boede han resten af livet i Schweiz, hvor han døde i 1970.
Selv stiftede jeg bekendtskab med Remarque via min dansklærer, forfatteren Palle Fischer. Ham var vi heldige med, os, der kunne lide at læse bøger. Her stiftede vi bekendtskab med ikke alene de store udenlandske forfattere som Remarque, Zweig og Golding, men også Sandemose, Bang og Stangerup.
Zweigs “Skaknovelle” var jeg så betaget af, at den lå i min frakkelomme i næsten et år…
De franske socialister valgte betegnelsen “kammerater” til hinanden under den franske revolution, betegnelsen blev senere adopteret af kommunisterne i Sovjetunionen.
I klassen var fire drenge, der holdt sammen. Vi var også kammerater: Peter, Johan, Per – og jeg. Vi var hverken kommunister eller oprørere, men vi lavede skoleblad sammen, vi kørte på knallert sammen. Vi var sidemænd i klassen. Det eneste, vi ikke gjorde, var at lave lektier sammen. Vi lavede nemlig slet ikke lektier, det var der ikke tid til. Jo, Peter gjorde, forresten, han lavede lektier…
Forinden havde jeg min navnebror Finn som min bedste ven.
Min bedste ven. Og sidemand i klassen.
Vi hang sammen i tykt og tyndt, spillede på samme fodboldhold i B.1903.
Det var dengang, der var kammeratskab på fodboldhold. Jeg er bange for, at den slags kun findes på gammelmands-holdene i dag. Det er prisen for betalt fodbold, det sker endda i seriefodbold, at spillere skifter klub for et par fodboldstøvler og lidt benzinpenge. Så meget for kammeratskabet…
I dag er jeg dog stadig så priviligeret at have et par stykker, som jeg kan kalde kammerater. Nogle af dem kommer hjem og spiser hakkebøffer engang i mellem. Og vi rejser til Prag og drikker mørkt øl i den gamle ølhave “U Flecko”. Og så lader vi munden løbe. Os er der ikke nogen, der kan lære noget. I hvertfald ikke efter en times tid i den have…
Vi har – til alt held – aldrig været i krig sammen.
Men kammerater…det er vi.
Og kammerat, det udtales Kar’me’rat…
Er I med?
God weekend…
