Fandt 14-årig livløs i indkørsel – nu bliver Jacob hædret for sin indsats

En almindelig morgentur langs kysten mod Amager Strand forvandlede sig brat til en redningsaktion, da Jacob Beckmann Rasmussen og hans kone så en dreng ligge bevidstløs i en grusindkørsel. Nu har Jacob modtaget hæder og dusør for at være med til at redde drengens liv.

En mandag morgen i slutningen af december fandt Jacob og hans kone en 14-årig dreng, der lå livløs i en indkørsel. Dette er ikke den pågældende indkørsel, men et arkivfoto.

Af Pia Melander Guilbert

Mandag d. 28. december 2020. Klokken er 08.30, og det er ved at blive lyst. Jacob og hans kone er på vej hjem til Amager Strand, da de ser en skikkelse, der ligger i en grusindkørsel i Kastrup.

– Da vi kommer nærmere, kan vi se, at det er en ung mand. Han ryster og har fråde om munden, fortæller Jacob, der ikke kan få kontakt til personen, som han på det tidspunkt skyder til at være omkring 18 år. Jacob ringer 1-1-2 og lægger noget af sit eget tøj over den unge mand, som siden viser sig at være en dreng på blot 14 år. Han lugter af alkohol, er bevidstløs, men har en puls, husker Jacob.

Det var Jacob, der ringede 1-1-2, men æren for at have hjulpet den 14-årige dreng er deres begges, understreger han. Foto: privat

– Ti minutter senere kommer ambulancen og tre politibiler. De spærrer området af, og jeg husker, at ambulanceredderen trykker sin tommelfinger hårdt mod drengens kraveben, men det reagerer han heller ikke på. De pakker ham ind i noget, der ligner sølvpapir. Vi får siden at vide, at han har været stærkt nedkølet og havde haft en kropstemperatur på 35,5 grader.

Fra drengen er kommet ind i ambulancen, til den kører, går der igen ti minutter. Tilbage står 51-årige Jacob og hans kone, noget rystede og chokerede.

– Vi er selv forældre, så det berørte os meget, konstaterer Jacob, der senere på dagen bliver ringet op og får at vide, at drengen er overlevet.

Overførsel fra politiet

Flere gange om året uddeler Københavns Politi dusører til borgere, der har ydet en ekstraordinær indsats. Det kan være fordi, de som Jacob og hans kone har hjulpet et medmenneske i nød, har forhindret en forbrydelse eller hjulpet til opklaringen af en. Normalt invitereres dusørmodtagerne ind til en ceremoni på politigården, men det kan i øjeblikket ikke lade sig gøre på grund af corona. Da Jacob får sin dusør, opdager han det ved, at hans kone ringer og fortæller, at der er gået 1000 kroner ind på deres konto. Pengene kommer fra politiet.

Diplomet fra politidirektør Anne Tønnes.

Tre dage senere får Jacob tilsendt et diplom. Politidirektør Anna Tønnes udtaler om indsatsen:

“Jacob reagerede hurtigt og gjorde alt rigtigt, da han så drengen på jorden. Han ringede 1-1-2, udførte førstehjælp og forsøgte at varme ham og holde ham vågen. Dermed var han med til at sikre, at drengen overlevede. Det var en utrolig flot indsats, som jeg gerne vil sige stor tak for.”

 

Seneste artikler

Ina Wittbold foran Dragør Havnegalleri, der, som navnet antyder, ligger lige ved havnen. Foto: Rasmus Mark Pedersen.

Dragør Havnegalleri skal være en kulturoplevelse

Lige siden den tyske billedkunstner Ina Wittbold sidste år overtog havnegalleriet, er hendes idéer blevet til virkelighed. Det er nemlig vigtigt for hende, at galleriet ikke alene tilbyder kunst, men også skaber oplevelser

 
 

Fik du læst?