Der findes mennesker, som aldrig siger ”det ved jeg ikke”. Eller faktisk ved jeg ikke, om de måske kunne finde på at sige det, hvis man pressede dem op ad en mur i en gyde en mørk aften og sagde:
”Hey – hvor er min hue?”
Jeg er dog sikker på, at svaret ville komme prompte og indigneret, som i
– hvor vover du at spørge!
For det er mennesker, der drysser udråbstegn på yoghurten, ikke bryder sig om ”måske” eller alle de nuancer, der er mellem sort og hvidt.
For nyligt mødte jeg et eksemplar af typen, som vi her kan kalde ”de stålsatte.” Vi mødtes på facebook, og anledningen var, at jeg havde skrevet en artikel om en dame på 86, der var blevet vaccineret mod corona. Den stålsatte kommenterede artiklen ved at spørge ind til, om den gamle dame var blevet oplyst om alle de farlige stoffer, der var i vaccinen.
Jeg påpegede, at corona umiddelbart virkede som en større risiko for den gamle dame, der boede på plejehjem, men nej! Det var det ikke, for corona var bare en influenza. Det vidste den stålsatte, for der var tre i hendes familie, der havde haft det. De var alle tre gamle, og ingen havde haft andet end influenzasymptomer.
Andre blandede sig i debatten. Der opstod flere debatter, men selv de mest rationelle modargumenter prellede af på den stålsatte.
Og nu tænker du måske, at den stålsatte nok var mere til en matchende sølvpapirshat end huer. Det kan godt være. Jeg tænkte over, hvordan det mon er at være så stålsat? Er livet nemmere? Eller er det bare for farligt at begynde at se nuancerne og spørge sig selv ”Kunne jeg muligvis tage fejl”. Jeg ved det ikke. Gør du?
