En ulykke kommer sjældent alene…

Meget passende, at der var regn og sneslud i torsdag på årsdagen for corona-angrebet på Danmark. 

Der er god tid til at tænke de 365 dage igennem, og jeg må notere, at statsministerens indledning 11. marts 2020 var en fuldgørlig sandhed: Det jeg vil sige i aften, får store konsekvenser for alle danskere!

Jeg har efterfølgende været lukket inde i mit hus som en indsat med fodlænke. Der har været god tid til at tænke livet igennem. Mareridts højdepunkter har der været mange af: Jeg noterer et toilet, der løb over og fyldte baderummet med 40-50 liter vand på gulvet. 

Midt i den herlighed stod en gammel mand i underbukser og grønne gummistøvler og øste vand ud med brug af en fejebakke, gulvklud og en plastikspand. To timers koncentreret arbejde hindrede oversvømmelse i resten af huset. Næste kedelige højdepunkt var en skade på bilens bagparti. På vej til mekanikeren ramte jeg en snebunke, da jeg svingede til venstre – forpartiet revnede.  To skader lige her og nu. Hvem havde glæde af det? Ja værkføreren smilede, da jeg nåede frem, forsikringsselskabet sukkede og accepterede endnu en skade på bilen. Enden på elendigheden var en tand, der knækkede. Roden blev fjernet og et implantat blev foreslået til en pris omkring 10.000 kroner.

Og så var der lige naturens optøningen af fem centimeter is på garagetaget. Pludselig dryppede det fra loftet, og bilens forparti stod i et døgnlangt brusebad. 

Oplevelserne er småting hos folk, der under krisen har mistet jobbet på grund af nedlukning. Disse mennesker har man foreslået at finde anden beskæftigelse, og så tror man, at problemet er løst. Jeg kan sagtens sætte mig ind i de tanker, der flyver igennem hovederne på de mismodige.

Jeg må endnu en gang tænke tilbage på min egen fyring i DR. 22 års tro tjeneste blev viftet væk med chefens ord ”En mand med din kapacitet, kan vi ikke mere tilbyde relevant arbejde.” (Læs lige den sætning igen! Hvad folk dog kan få sig selv til at sige) 

Jeg nedsatte mig hurtigt med ”Anderssons Bureau,” og så var det ellers med at gå i gang. Jeg planlagde et danseshow bygget over mit eget tv-program ”Dans på Tværs.” Det skulle foregå i Cirkusbygningen, og som FCK-tilhænger mente jeg, at publikum kunne være FCK fans. Den daværende formand Flemming Østergaard syntes, at det var en dårlig ide. Han sagde: ”Nu putter du 200.000 kroner af dine egne penge i arrangementet, og så sælger jeg billetterne igennem Billetlugen- som FCK ejer.”

Så mange penge havde jeg ikke, men derefter fik jeg igen en ide: Jeg ville lave dans på Oslo bådene under navnet ”Dans til vands”. Og her var DfDS frisk og sagde ja til, at jeg kunne komme med 50 mennesker – tv-folk og dansere – og så var det en aftale. Jeg lavede fire optagelser på 36 timer, mens færgen sejlede frem og tilbage mellem København og Oslo. Dk 4 købte ideen, og udsendelserne blev hver vist op til halvtreds gange. Siden blev jeg hos dem i ti år.

I dag sidder jeg trods alle problemerne i 1999 varmt og godt i min stue. Og jeg har stadig otte ruller toiletpapir stående i køkkenskabet, hvis åbningen kikser til maj. 

Seneste artikler

 
 

Fik du læst?