Døden – det store blufnummer…

For nyligt døde en jævnaldrende kvinde, jeg kendte perifert.  Hun var et kendt ansigt i byen, jeg bor i, og selvom jeg vidste, at hun var alvorligt syg, forstod jeg det ikke.

Så jeg hende ikke på gaden i sidste uge?

Når nogen, jeg har kendt, dør, bliver virkeligheden uvirkelig. Man kunne lige spole fem minutter tilbage, og så ville hun stadig være der. Døden ligner en form for bluf og første gang, den følelse ramte mig, var jeg ti år.

Min far og jeg gik rundt uden for Rigshospitalet, mens min mor og hendes søskende var samlet på den stue, hvor min mormor lå i respirator.

“Nu når hun nok ikke at få den flæskesteg, vi har gemt i fryseren til hende,” konstaterede min far, mens vi gik der hånd i hånd. Havde du kendt min far, ville du vide, at det er noget af det mest pædagogiske, han nogensinde har sagt.

Men selvom flæskesteg i en fryser er meget konkret, var min mormors død uvirkelig for mig i flere år. Jeg tror ikke, jeg var blevet synderligt overrasket, hvis hun en dag havde ringet på og spurgt, om stegen var ved at være klar.

Da jeg mistede min mor, var det lidt det samme, bare med jordbærtærter. Det var som om, der fandtes et parallelunivers lige ved siden af virkeligheden, hvor vi stadig kunne mødes og spise dem.

Og nu vil jeg på forhånd godt undskylde. Fire dødsfald er i overkanten at presse ind i én klumme, men det var først, da jeg for knap et år siden mistede min far, jeg begyndte at forstå mekanismen bag det store bluf:

At jeg, når nogen dør, tænker meget mere intenst over dem, end jeg gjorde, da de levede. Det, at de pludselig er så nærværende i mine tanker, giver mig en fornemmelse af, at de også fysisk kunne vende tilbage.

Når det var min fars død, der gjorde det tydeligt, skyldes det, at noget af ham døde sammen med min mor. I de fire år, han nåede at være enkemand, var han en fugl, der savnede sin mage, og selvom han prøvede, lykkedes det ham ikke at finde den glæde, der havde været ved livet før. Da han så også gik bort, fik jeg på en måde min livsglade ”Daddy” tilbage.

Jeg ryddede op i mit barndomshjem og fandt fotos, hvor han smilede helt op i øjnene og gamle sedler, jeg som barn havde skrevet, og som han havde gemt:

”Hej Daddy, vækker du mig ikke lige, når du kommer hjem fra arbejde, så vi kan øve tysk?”

Og mens jeg skriver dette, kan jeg se for mig, hvordan han stikker hovedet ind på mit rodede teenageværelse, mens han pifter lavt og siger, at nu kan jeg godt stå op……

Seneste artikler

 
 

Fik du læst?