På mandag kan folkeskolens afgangselever i Region Hovedstaden vende tilbage i skole. Det gælder også i Tårnby, hvis smittetallet ikke er for højt, skriver borgmester Allan S. Andersen (S) i ugens nyhedsbrev.

Af Pia Melander Guilbert
Tårnbys 9. og 10. klasses elever bør holde øje med Aula i løbet af weekenden. Afgangselevernes tilbagevenden til folkeskolen er nemlig afhængig af, at antallet af smittede i kommunen ikke er for høje. Det skriver Tårnbys borgmester Allan S. Andersen i ugens nyhedsbrev.
“Så kom næste skridt i genåbningen for skolerne, og måske lidt før vi havde forventet, men det bliver dejligt at se endnu flere elever på skolerne i næste uge. Genåbningen er dog afhængig af, at sundhedsmyndighederne vurderer, at antallet af smittede i Tårnby Kommune ikke er for højt, så hold øje med Aula.”
I Tårnby er dagens antal smittede 46, og incidensen ligger på 107,5, hvilket er det samme som i Københavns Kommune, hvor smittetallet er 673.