Om at samle flasker, mundbind og slå sin personlige rekord

Engang levede jeg af at samle flasker. Eller det vil sige – det var nok mest i weekenden, jeg samlede en enkelt eller to. Ikke af hensyn til biodiversiteten eller noget, men dengang i 1980´erne kunne man få en Lange Jan karamelstang med lakridssmag for den krone, man fik for en flaske.

Jeg har nok været seks eller syv år, da jeg var ude at gå tur med mine forældre og til mit store held så et par tomme ølflasker ligge i græsset. For mig var det to Lange Jan lige inden for min rækkevidde, men da jeg skulle til at samle dem op, sagde min far:

”Du får fem kroner af mig, hvis du lader dem ligge.”

I dag ville en far nok nærmere blive stolt, hvis afkommet helt af sig selv samlede flasker op. Den moderne far ville stole på, at vi andre vidste, at han selvfølgelig ikke havde drukket de to Grøn Tuborg selv og stukket ungen de tomme flasker. Eller også ville han være ligeglad med, hvad vi tænkte, fordi det vigtigste er at passe på miljøet, og spørger man et barn af i dag, hvem der er den største svenske heltinde, er det ikke usandsynligt, at svaret er Greta Thunberg i stedet for Pippi Langstrømpe. 

At samle flasker og andet affald er blevet markant sejere, end at gå rundt med en hest over hovedet. Ja, der findes facebookgrupper, hvor voksne mennesker bliver rost til trætoppene, når de lægger fotos op af affald, de har samlet. Det foregår på præcis samme måde som dengang, det var moderne at lægge sin løberute op og skrive ”Ny personlig rekord”: 

”Wow.” 

”Godt gået.” 

”Ej hvor flot,” 

lyder kommentarerne. 

Når jeg går tur med min kæreste, samler han mundbind. I begyndelsen ville jeg nok gerne have stukket ham fem kroner for at lade være, så jeg slap for at stoppe op hver gang, han fik øje på et snavset mundbind på jorden. Der kan være ret langt mellem skraldespandene, når han går med sådan fem til seks stykker i den ene hånd og mig i den anden. Men man vænner sig til det, og det er også virkelig sødt og klogt, at han gør det, for det kan tage naturen op til 450 år at nedbryde et mundbind, og beregninger viser, at over en milliard af dem allerede er endt i verdenshavene.

Nogle mener, der burde være pant på mundbind. Så ville min kæreste være rig i Lange Jan, hvis man altså kunne få Lange Jan mere. Jeg tror nu også, at han foretrækker en Grøn Tuborg – af hensyn til biodiversiteten.

Seneste artikler

 
 

Fik du læst?