Situationen opstår af ingenting. Pludselig befinder jeg mig nede på vejen,
trækkende min grønne skraldespand efter mig. Et andet sted i kvarteret
kører renovationsvognen, og den har forbigået min parcel.
Og det er ikke så mærkeligt, da jeg ikke har fået den sædvanlige huske-sms dagen før med meddelelse om, at i morgen er det tømningsdag.
Da jeg når frem til vognen stakåndet og svimmel af at løbe rundt, får jeg
tømt indholdet – plastik og metal, og kan trække beholderen tilbage til
huset. Skraldemændene ønsker ikke at gå de 50 meter op til mit hus, da
vejen ikke er asfalteret, så jeg har bare at orientere mig om, hvilken
beholdere, der skal tømmes og sætte dem ned på vejen i korrekt afstand fra
fortovets bagkant.
På kommunens hjemmeside finder jeg et kort over mine tømningsdage, så
jeg bruger en halv time på at skrive det hele ind på bordkalenderen. Jeg
skal huske, hvornår der hentes madaffald, og hvornår der hentes plastik og
metal. Grande finale er afhentning af storskrald og haveaffald.
En gang imellem synes jeg, at livet er besværligt for folk som mig, altså
ældre medborger, der hele tiden prøves af. Pludselig viser tv-skærmen, at
der ikke er nogen forbindelse til signalet. En opringning til You See
bringer mig i kontakt med en ung mand. ”Du skal bare trykke på to
knapper samtidig, så er der signal,” siger han. Jeg trykker på to knapper –
og jeg kan igen se fjernsyn. Ja, de unge har tjek på den digitale verden,
men det har jeg ikke. Den verden skræmmer mig.
Så kommer beskeden om, at nu er der plads til en vaccination, så jeg
trykker mig ind på nettet for at bestille tid. Mareridtet begynder igen. Jeg
ender med at kunne få en tid klokken 5 om morgenen i Roskilde, og der er
også tilbud i Nykøbing Falster – 122 kilometer fra Rådhuspladsen.
Jeg trækker mig tilbage, men næste dag er der en venlig sjæl, der hvisker
mig et telefonnummer i øret: ”Der sidder søde damer i den anden ende,”
siger han. Og ganske rigtigt – på 10 sekunder kommer jeg igennem, og får
to perfekte tider til første og andet stik. Og jeg skal kun tage til Ballerup.
To minutter senere tikker bekræftelsen ind på min mobiltelefon. Hvem jeg
har talt med, aner jeg ikke. Jeg er bare lettet…
Dagen er reddet lige til jeg skal sende penge til blikkenslageren. Der er
vrøvl med at overføre 2401.78 kroner. Jeg prøver igen og igen. Ændrer
punktum til komma – og så er der pludselig adgang. Jeg sveder over hele
kroppen, men er alligevel lidt stolt over, at jeg ikke gav op.
Og nu står næste trussel for døren: Coronapasset! Hvordan får jeg det? Jeg
kan ikke oprette en app. Skulle jeg ringe til direktør Søren Brostrøm i
Sundhedsstyrelsen? Han virker venlig og kan nok klare at udstede en
seddel, så jeg kan komme til frisøren.
Det tænker jeg lidt over, mens jeg krøller det lange hår om min finger og
ligner det jeg er: Et gammelt fjols i en digital verden!
