En glædens dag…

Vi nærmer os hastigt kirkeårets glædeligste dag, Påskesøndag. Den dag, hvor to kvinder søgte ud til Jesus grav, efter korsfæstelsen Langfredag – og opdagede, at stenen til graven var væk og at Jesus var genopstået.

Den ene kvinde var Maria Magdalene, der gennem årene havde fulgt Jesus i tykt og tyndt, og som mange mener var Jesus hustru, og at hun ligefrem er med på det berømte billede af Leonardo da Vinci, “Den sidste nadver”.

Jeg har altid været optaget af den historie og inderst inde håber jeg, at historien er sand, ligesom jeg også altid har været interesseret i den mand, der tog Jesus ned fra korset, Joseph fra Arimatæa, som mange mener var Jesus onkel. Det er også Joseph, mener mange teologer og religionsforskere, der opfangede nogen af blodet fra Jesus legeme under korsfæstelsen med det bæger, som Jesus drak af under den sidste nadver, “Den Hellige Gral”.

Historien fortæller, at Joseph senere medbragte dette bæger til sin rejse til Glastonbury i Somerset i England, hvor han byggede en kirke og skabte et sted, der generationer senere blev betragtet som et slags religiøst centrum i denne del af Europa.

Byen er iøvrigt af mange grunde et besøg værd. Her finder man det ældste kristne bygningsværk i England, klostret, myten fortæller, at Kong Arthur (hvis han da overhovedet har levet) fandt sit sidste hvilested her og Glastonbury er hjemsted for en af de største og bedste musikfestivaler i verden. At byen tillige er temmelig syret, fyldt med new age-butikker og langskæggede mænd samt kvinder i farvestrålende gevandter, der sælger magiske sten og røgelse og meget mere, gør den ikke mindre attraktiv.

Livsglæden sprudler i denne herlige by og apropos livsglæde:

I går var jeg til en hyggelig påskefrokost, bare rolig, vi var ikke flere end fem, og her var et af emnerne den kendsgerning, at alle os, der er født efter 2. verdenskrig, i 50’erne, 60’erne og 70’erne m.fl. har været utroligt heldige.

Vi er vokset op i et pragtfuldt hjørne af verden, ingen krige eller naturkatastrofer, god velfærd, undervisning og tandpleje i skolerne samt et godt socialt sikkerhedsnet, der er blandt de fremmeste på kloden.

En heldig generation, der tillige er omgivet af moderne hjælpemidler, der sikrer en – sammenlignet med rigtig mange andre steder – behagelig tilværelse.

Den kendsgerning,  at vi er medborgere i denne del af verden, er så stor en gave, at man næsten ikke kan forlange mere. Vi har vundet den største gevinst her, i alt fald på det materielle plan.

Og vi skal af samme grund også være gode til at passe på denne velfærd, dog ikke mere, end vi også skal hjælpe vore medborgere andre steder, hvor de ikke er så heldigt stillede.

I stunder, hvor livet er svært, er det værd at tænke på, at vi på mange måder har meget at takke for. I min nærmeste omgangskeds har der netop været to dødsfald. To mennesker, der har betydet meget for mig, er gået bort.

“Prisen for kærlighed er sorg”, fortalte min niece mig, grådkvalt, forleden.

Ja, det er det. Og det er præcis, hvad jeg tænker, når savnet er størst. Jeg betaler med glæde den sorg, for de mennesker ville jeg jo ikke have været foruden.

Det og meget mere er der grund til at glædes over. Og naturligvis ikke mindst i denne weekend, hvor Påskesøndag på mange måder symboliserer glæden.

Forsat god weekend…

Seneste artikler

 
 

Fik du læst?

En søndag med tomhed

  Jeg går straks til bekendelse: Mit tv-apparat svigtede mig forrige søndag.  Naturligvis hang det på væggen  – men uden lyd og billede. Det konstaterede

Læs mere »