Natten til søndag brændte et legehus ned på Nordstrandsskolen i Dragør, og det er ikke den eneste kriminelle gerning, som en gruppe på ti til 15 af byens unge nu mistænkes for. Hærværk og chikane er blandt de gerninger, som børn helt ned til 14 år menes at stå bag.

Af Pia Melander Guilbert,
Et legehus på Nordstrandsskolen nåede at brænde helt ned, inden brandvæsen og politi nåede frem natten til søndag. Et anonymt vidne udtaler til AmagerNyt, at han efterfølgende så politiet forhøre to unge. I et brev fra kommunens SSP-afdeling, udsendt tirsdag, opfordres forældrene til unge i alderen 14 til 17 år til at tage en snak med deres børn og holde dem væk fra blandt andet Nordstrandsskolen og Magleby Torv om aftenen og i weekenderne.

“Som det er lige nu, må SSP opfordre til at man ikke deltager, når unge samles i det specifikke område, men finder andre fællesskaber eller aktiviteter,” lyder opfordringen i brevet. Her nævnes forskellige typer kriminalitet, som de unge står bag:
Hærværk på de faciliteter, skolerne og institutionerne har stående ude, ildspåsættelse, smadrede vinduer, chikane af beboere (blandt andet spark på døre, kaste ting på vinduer og kanonslag kastet ind i haver).
Dragør Tæskehold
TV2 Lorry har talt med Annette Nyvang (Liste T), der er formand for Skoleudvalget i Dragør Kommune. Hun fortæller, at der tidigere har været lignende problemer, og at der på et tidspunkt var nogle unge, der kaldte sig “Dragør Tæskehold”
– Det er desværre noget, vi har set før i bølger, hvor der er grupperinger, som samles og begår hærværk. SSP plejer dog hurtigt at få godt styr på dem, og jeg synes, de har et rigtig godt samarbejde med både forældre og skoler. Så når forældrene bliver gjort opmærksom på, hvad der sker, så blive der også rykket på tingene, udtaler Annette Nyvang: https://www.tv2lorry.dk/dragoer/unge-helt-ned-til-14-aar-haerger-i-dragoer-nu-har-foraeldre-modtaget-bekymrende-brev
SSP, Klub Dragør og Politiet vil i den kommende periode holde ekstra øje med de nævnte områder.