”Mor, du glor!” sagde min teenagedatter bebrejdende en solskinsdag, vi var ude at gå tur.
Vi gik forbi de store huse, der ligger i første række mod vandet. Med kæmpe panoramavinduer og lave hække, der formentligt handler mest om at få det maksimale ud af den dyre havudsigt. Men for os, der går forbi, en fristende invitation til at kigge ind. Eller decideret glo åbenbart. En uvidenskabelig undersøgelse foretaget af mig selv viser, at otte ud af ti af os, der går tur på stien, kigger mod husene frem for mod havet.
Mens jeg gik der og gloede, forestillede jeg mig, hvem det var, der boede i de huse. Ældre par, muligvis gået på pension, mørke møbler, kæmpe førstesals terrasse og med en forkærlighed for hække klippet i figurer. Næste hus. Fodboldmål i haven og lyse møbler. Stringent indretning. Karrierepar nok midt i livet med halvstore børn. Redningsveste og kajakker på siden af huset – aktiv familie, der elsker en dag på havet.
Et øjeblik forestiller jeg mig, hvordan ville det være, hvis det var mig, der gik rundt derinde bag panorama-ruderne? Ville jeg nyde at sætte mig i den cognac-farvede Arne Jacobsens læder-Svanen med en god bog og et glas hvidvin, eller ville min gennemsigtige livsstil kræve, at jeg først lige ryddede op og slog græs?
At se andre menneskers liv for mig, er for mig nærmest en kreativ proces, som når man læser en god bog, og personer og steder, ja selv dufte folder sig ud. Man siger, at lystlæsning gør mennesker gode til at danne billleder og i sidste ende mere empatiske. Jeg vil påstå, at det er den samme evne, der er på spil, når jeg glor på huse. Og ikke bare det, når jeg holder det, jeg ser, op mod mit eget liv, mærker jeg også, om jeg er tilfreds, der hvor jeg selv er.
Og selvom min teenagedatter åbenbart er en af de få, der retter blikket mod havet frem for huse, er jeg sikker på, at hun også glor. På drenge og andre piger garanteret, på instagrammere, youtubere og deres hundehvalpe, og på den måde aktiverer hun også evnen til at leve sig ind i andre og sammenligne med sig selv. Forskellen er den afstand, vi glor på, og selvom jeg aldrig ville klemme næsen mod ruden, forbeholder jeg mig retten til at blive ved med at glo og drømme. Bruger vi den evne nysgerrigt, er det i mine øjne en kraft, som kan gøre os klogere på både os selv og andre.
