Den troende ateist

Da jeg mødte ateisten, slog det mig, at han var etat de mest troende menneske, jeg nogensinde havde talt med. Han troede på ingenting, men han troede det meget ihærdigt.

Jeg skulle skrive et tema til et dameblad om tre umage par. Første par var en kødelsker og en vegetar. Vegetaren var så fanatisk, at parret havde hver deres hylder i køleskabet, så kødsaften ikke nærmede sig tofuen. Andet par var en sportsfreak, der deltog i det ene maraton efter det andet, brugte penge på at gå til løbecoach og var gift med en sofasurfer, der bare gerne ville slappe af. Tredje og  det mest umage par var dog ateisten og hans kæreste af indremissionsk baggrund.

Ateisten var aktivt medlem af Ateistisk Selskab og fortalte, at han som femårig havde prøvet at bede til Gud, fordi han var ked af det. Da der ingenting skete, besluttede han at sætte Gud i samme kategori som julemanden, altså som noget, der ikke eksisterede. Som femårig?!

Selv er jeg medlem af folkekirken. Som barn bad jeg af til aftenbøn, selvom ingen af mine forældre var troende. Det var noget, jeg havde med en veninde, og som teenager kunne jeg godt finde på at bede til Gud, når jeg løb for at nå bussen til en vigtig aftale. Det skete flere gange, at bussen kørte lige for min næse, men der skulle mere til at ryste mig i min lejlighedsvise tro, og som voksen har jeg bedt, når jeg var bange for, at nogen af mine nærmeste var i fare.

Kære Gud, lad det ikke være alvorligt, er en sætning, der spontant er fløjet gennem mit hoved i svære situationer, og jeg kender også til ideen om at være fuldt parat til at bringe en form for offer, hvis bare Gud vil være nådig: Hvis bare det her går godt, skal jeg aldrig mere…

Alligevel er jeg vist mest en tvivler, for rationel til at se logikken i, at Gud skulle være en almægtig kraft og at han, hvis han var, havde tid til at finkæmme verden og vurdere, om min mor skulle have kræft eller mit barn brækket benet.

Men derfra til helt at afvise noget større, er der langt for mig.

Ateisten og hans kristne kæreste, havde i begyndelsen mange heftige diskussioner, fortalte de, men med tiden havde de udviklet en respekt, der gjorde det unødvendigt for dem at binde hinanden op på religion/ ateisme. De havde også et barn sammen, som var blevet døbt, for ateisten tænkte, at hvis det betød så meget for hans kæreste, var det ok med ham. Og barnet ville jo alligevel ikke kunne huske det.

Til mig havde han dog et utal  af argumenter for, hvorfor det eneste rigtige var at tro på ingenting.  Og når vi dør, var han afklaret med, at alt var slut og vi ville ende som ormelort.

De fleste krige skyldes religion, argumenterede han energisk, mens jeg var på vej ud af parrets lejlighed. Han fremhævede også,  at der er en masse etiske spørgsmål, som påvirkes af tro, for eksempel hele debatten om fri abort. Og hvordan kan man bruge noget, Paulus engang har sagt som argument for, hvordan vi skal leve i dag? Spørgsmålet var naturligvis retorisk.

Og jeg ved det heller ikke, men jeg tror på, at tro er et grundvilkår for mennesket. Vi ved ikke med sikkerhed, at Gud findes. Derfor ved vi heller ikke med sikkerhed, at han ikke gør. Og så er ateisme også er en form for tro, troen på ingenting.

 

 

Seneste artikler

 
 

Fik du læst?

Go’morgen Amager

Mandag 3. maj – solen står op klokken 05:23 og går ned 20.50. Dagen er tiltaget med 08.26 minutter. Månen er aftagende – halvmåne. Vejret: vekslende skyer og

Læs mere »