Et sikkert tegn på forår er snogene, der kommer frem for at parre sig, og lige nu kan du blandt andet se dem flere steder i Naturpark Amager.

Af Pia Melander Guilbert
Snogen er lige vågnet op af sin vinterdvale, og for hannerne betyder det, at de skal i gang med finde en hunsnog, de kan parre sig med. Derfor kan de ellers sky snoge let glemme at holde øje med, hvad der ellers lurer af farer.
I Danmark har vi to slangearter: snogen og hugormen. Hugormens gift kan være farlig, hvis man er allergisk eller lider af en kredsløbssygdom, men det er sjældent, at der sker alvorlige uheld med hugorme i Danmark. Sidste år på denne tid blev politiet kaldt ud til Fælleden, fordi besøgende havde set en stor slange, som viste sig at være en parringslysten snog.


