10 millioner kroner er klar til at sparke liv i København

En genopretningspulje fra Københavns Kommune til byens trængte erhvervsliv er nu åben for ansøgninger.

Københavns Kommune sætter skub i festivaler. Pr-foto

Hoteller, restauranter, butikker og cafeer er åbne igen i København.

Byen er langsomt ved at vriste sig fri af coronaens skygge, og nu giver Københavns Kommune en hjælpende hånd til at sætte gang i hjulene på ny.

Fra i dag er det muligt at søge en særlig genopretningspulje på 10 millioner kroner til at lave bl.a. arrangementer, fester, kampagner og festivaler til gavn for byens virksomheder.

Barsk omgang

”Corona har været en barsk omgang for mange virksomheder i København. Derfor støtter vi nu aktiviteter og initiativer, som kan skubbe bylivet i gang igen – i takt med at byen genåbner. Jeg håber, at den nye pulje vil være med til at skabe nogle gode, tiltrængte oplevelser for københavnerne og samtidig tiltrække gæster udefra, så endnu flere får glæde af byen – særlig over sommeren, hvor vores hovedstad plejer at have en helt særlig atmosfære”, siger overborgmester Lars Weiss (S).

Sådan søger du …

Fristen til første ansøgningsrunde er onsdag 26. maj kl. 12.00, hvorefter Københavns Kommunes Økonomiudvalg vil vurdere ansøgningerne på et møde 15. juni.
Ansøgningsskema og yderligere oplysning om kriterier for udmøntning af genopretningspuljen kan findes på https://www.kk.dk/koebenhavns-kommunes-genopretningspulje

Seneste artikler

 
 

Fik du læst?