I dag, 5. maj, er det Danmarks Befrielse. Derfor er der flag på busserne …
5. maj 1945 er én af de lykkeligste dage i danmarkshistorien. Det var nemlig dagen, Danmark blev befriet fra tyskerne, og derfor er det også en officiel flagdag. Det er derfor flaget er hejst flag på byens officielle bygninger og der er flag på busserne, og har man selv en flagstang i baghaven, er det ikke for sent at hejse flaget – for det er en festdag i dag.
Spørg din bedstemor …
Har du ældre i familien, som oplevede befrielsen 1945, så husk at spørge dem. De kan sikkert fortælle mange muntre historier og folk der dansede rundt i gaderne, hoppede på busserne af bar glæde og smed mørklægningsgardinerne på gaden og brændte dem.
Frihedsbudskabet
“I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig”. De ord sagde speakeren på BBC’s udsendelse til Danmark den 4. maj 1945 klokken 20.36. Dermed var mere end fem års tysk besættelse af Danmark under anden verdenskrig forbi. Ordene, der blev sagt, bliver også kaldt “Frihedsbudskabet.”
Faktisk var det først næste morgen, altså 5. maj, at de tyske soldater ville overgive sig, men alligevel løb danskerne ud på gaderne for at fejre, at besættelsen var forbi.
De lavede blandt andet bål i gaderne med mørklægningsgardiner, som man skulle have under besættelsen. Gardinerne skulle sikre, at byerne ikke kunne ses fra luften, så de var beskyttet mod angreb fra fly om natten.
Bornholm blev besat af Sovjetunionen
Det var dog ikke hele Danmark, der blev befriet den 4. og 5. maj. Sovjetiske soldater overtog nemlig kontrollen med Bornholm. Den tyske kommandant på øen ville ikke overgive sig til de sovjetiske soldater, og derfor blev Rønne og Neksø ramt af flere bombeangreb fra luften.
Mange huse blev ødelagt, og 10 bornholmere og et ukendt antal tyske soldater døde. Efter angrebene overgav den tyske kommandant sig.
De sovjetiske soldater blev på Bornholm til foråret 1946. Dernæst overtog den danske hær igen kontrollen med Bornholm.