Verdens musikere kommer til Amager

Så er sløret løftet for den nye koncertsæson med alle DR’s kor og orkestre, som er klar til at tage imod publikum med både kendte og nye koncertformater i DR Koncerthuset på Ørestads Boulevard 

Der venter en flot sæson i DR’s koncerthus på Ørestads Boulevard (Fotos: DR)

Et af de mest spektakulære indslag, der venter publikum i en nye sæson, er Danmarkspremieren på storværket “Trio” af komponisten Simon Steen-Andersen i marts. Her er både DR Symfoniorkestret, DR Big Band og DR Koncertkoret sammen på scenen i Koncertsalen på én gang – for første gang nogensinde.

Værket er skrevet på bestilling af DR i samarbejde med den tyske radiostation SWR, og foruden de tre store ensembler og deres tre dirigenter vil scenen også rumme et stort videolærred med videoprojektioner, som udgør værkets fjerde dimension.

Den store musikverden

For DR Big Bands vedkommende venter en sæson, hvor bandet får besøg af store navne fra hele verden – fra New York til Afrika, Cuba, Sydamerika og vores nordiske nabolande. Det er nemlig lykkedes for DR Big Band at sætte sidste års aflyste koncerter med bl.a. den maliske sangerinde Fatoumata Diawara, den amerikanske vibrafonist Joel Ross og britisk-nigerianske soulkonge Ola Onabulé op igen i den nye sæson.

Jazzfavoritter

Samtidig venter helt nye produktioner med chefdirigent Miho Hazama, et besøg af newyorker-guitaristen Kurt Rosenwinkel og en aften med spirituals og jazzfavoritter udvalgt af DR Big Bands egen Vincent Nilsson, som trækker sig tilbage efter hele 47 sæsoner i bandet. Og der bliver traditionen tro også godt gang i turnébussen, for DR Big Band spiller en lang række koncerter rundt i hele Danmark, ikke mindst til jul og nytår.

Musikalsk tidsrejse

I DR Vokalensemblet er sangerne klar til en sæson, hvor koret kommer vidt omkring – både musikalsk, geografisk og historisk. I løbet af sæsonen inviterer koret publikum med på en tidsrejse med musik fra mere end fem århundreder: fra renæssancens Italien over barokkens Leipzig til 1900-tallets Wien, krigstidens Paris, Rio de Janeiro og vores egen danske nutid.

Publikum synger med 

Hvis man selv trænger til at lufte stemmebåndene efter den lange periode, hvor fællessang måtte foregå hjemme ved skærmen, bliver der mulighed for at synge med fra publikumsrækkerne til flere af DR Vokalensemblets koncerter.

Allerede i august inviterer koret til koncerten ‘Kom og syng’ i DR Koncerthuset, og til korets koncerter i forbindelse med påske, jul og sommer er fællessalmer også en del af programmet – under forudsætning af, at det kan foregå i henhold til eventuelle forholdsregler.

DR Pigekoret

Også til flere af DR Pigekorets koncerter er det planen, at publikum kan synge med på en dansk sang, men ellers er det nu særligt korets egen klang i samspil med Phillip Faber og forskellige gæstekunstnere, som publikum kan se frem til at opleve ved de traditionsrige koncerter i Koncertsalen og Holmens Kirke.

Levende filmmusik

DR Symfoniorkestret har allerede præsenteret deres klassiske koncertsæson, men fra i dag er det også muligt at købe billet til orkestrets populære temakoncerter, som udenfor den klassiske sæson inviterer et bredere publikum til at opleve levende, symfonisk musik.

Allerede til august fylder DR Symfoniorkestret Koncertsalen med musik fra serier som Star Wars og Star Trek til koncerten ‘Galaxymphony’, og til næste forår blænder orkestret op for en glamourøs ‘Hollywood-galla’, hvor DR2-værten Ane Cortzen præsenterer toner fra de helt store Hollywood-klassikere med et særligt fokus på Oscar-vindere gennem tiden.

Søndagssalon og samtale

Ud over de godt 100 nye koncerter med DR’s kor og orkestre, som man kan opleve i den nye sæson, er der flere nye tiltag i DR Koncerthuset, som husets publikum kan se frem til – på lige fod med lyttere og seere, der følger koncerterne på radio, tv eller internet.

Et nyt format er DR Koncerthusets nye Søndagssalon, hvor sangere og musikere fra DR’s kor og orkestre kan opleves i mere intime rammer end ved de normale koncerter. Søndagssalonen finder sted i Koncertsalen, hvor publikum er med på scenen i dialog med en P2-vært og musikerne selv, og efter koncerten venter en frokost i DR Koncerthusets restaurant, som spiller sammen med koncertens musikalske program.

Et åbent koncerthus

For Kim Bohr, som er chef for DR Koncerthuset, Den levende musik og P2, P5 og P8, viser den nye sæson, at DR Koncerthuset har særligt fokus på at være et åbent og inviterende hus i kølvandet på corona-nedlukningen.

– Vi har flere og flere koncertformater, hvor publikum, seere og lyttere kommer tæt på kunstnerne og får mulighed for at opdage nye sider af musikken. Et oplagt eksempel er koncerterne med fællessang, hvor vores sangere og musikere bogstaveligt talt er i øjenhøjde med publikum, men også vores nye Søndagssalon udspringer af et ønske om at mødes på nye måder om musikken, siger Kim Bohr.

Søndagssalon – en nyhed i koncerthuset.

– Gennem corona-perioden, hvor vi måtte undvære publikum, har vi også udviklet de fysiske rammer i og omkring DR Koncerthuset, så huset indbyder til at mødes om musikken. Vores nye udendørs café Klangbar er en god mulighed for at mødes før eller efter koncerten, og vores foyerområde er helt nyindrettet med et nyt og fleksibelt sortiment af blandt andet tapas.

Højt niveau

Det afgørende for Kim Bohr er dog, at DR Koncerthuset stadig leverer levende musik på højeste niveau til alle danskere:

– Når vi ønsker at være et åbent og inviterende koncerthus, vil det altid være med musikken og sangen som omdrejningspunkt. Vi er DR’s levende ramme om de stærke, kulturelle fællesskaber, som er så vigtige for os mennesker – hvad enten det handler om det fysiske samvær om en stor koncertoplevelse eller de transmissioner, som kan opleves af hele befolkningen, der hvor de nu er. Og så er der selvfølgelig alle turnékoncerterne, hvor DR’s kor og orkestre rejser rundt og optræder live rundt om i landet. Dem glæder vores sangere og musikere os ekstra meget til i den nye sæson – og det tror jeg også, der er mange i publikum, der gør.

Seneste artikler

 
 

Fik du læst?