Så er der mere hygge fra PerleMors Kaffebar. Får vi at vide, hvem der sprang i luften?
Af Ida Monrad Graunbøl
Jeg er igen taget på PerleMors kaffebar på Kastrupvej. Hunden Rita er i dag lidt mellemfornøjet, den har corona-kuller, siger Pia og griner.
Vi er videre i føljetoninterviewet med Pia Kibsgaard, indehaveren af PerleMors kaffebar, og jeg har sat mig ned med en cortado ved siden af Pias hund Rita i sofaen i det lille værelse ved siden af baren. På reolen ved over for mig står alskens nips, en plastikdukke ved siden af en kæmpe Jesustræfigur og så en masse papirsblomster, foruden en legetøjskrokodille.
Fængselsbetjent…
Pia Kibsgaard har arbejdet som fængselsbetjent, hun blev i sin tid ansat som et eksperiment. Hun skulle til sit jobinterview sidde over for en fængselsformand og spille den seje type. Hun skulle være kontant, og det første lykkedes hende overhovedet ikke, men noget kunne formanden alligevel se i hende, for hun blev efterfølgende ansat.
Fængselsformanden spurgte sidst i interviewet Pia, hvorfor fanden hun klædte sig, som hun gjorde, og Pia svarede:” Ved du hvad, når jeg tager det her tøj af, ser jeg utroligt lækker ud, og det gør du ikke!” Jeg, skribenten, griner højt, og det gør Pia også, men fortæller videre:
Min test var som en bombe
”Jeg startede interviewet med at lave en personlighedstest og fængselsformanden sagde:
”Det her, det skriger til himlen, du har ingen ambitioner. Det var en test, hvor nogle kort skulle samle sig på midten, og min test var som en bombe, mine kort var spredt ud over hele. Så det endte med at formanden fejede alle de der kort ned af det der bræt.
(Artiklen fortsættes under billedet)
Testen skulle blandt andet afgøre, om man kunne finde ud af at sige nej, og det er jo rigtigt dårligt, hvis du ikke kan det i fængselsvæsnet, og det kunne jeg egentlig ikke. Og jeg var også ved at dumpe i selvforsvarsprøven, for jeg var slet ikke kontant nok, nej det var jeg åbenbart ikke, jeg var sådan lidt svævende i det, alt for empatisk.”
Rockerkrigen
”Jeg blev så alligevel ansat og var fængselsbetjent under rockerkrigen, og tit skyllede mit kæmpestore hjerte da også over med mig, altså en gang imellem. Men det var jo der i halvfemserne med alle de psykopater, der bare væltede ind ad døren. Hold da op mand, det var lige fra en forstyrret kvindelig læge, der satte ild til børn og til bandekrig og drab, altså, hvad jeg ikke sad og underholdt med under middagsbordet. Mine børns ører var jo ved at falde af, så det holdt jeg hurtigt op med, dét der med at underholde mine børn med mit arbejde.”
Nu skal du stoppe Rita
”Sidenhen har jeg virkelig savnet det arbejde, også selvom jeg en dag til sidst tog hjem – temmelig nedbrudt og ikke vendte tilbage.
Hunden Rita gør henne ved vinduet og Pia og jeg bliver afbrudt. ”Ved du hvad, Rita, nu skal du stoppe, jeg vil ikke have det, så kan du gå ud og gø uden for” siger Pia hurtigt, venligt og bestemt.
Nej, Pia er ikke kontant, tænker jeg, men hun forstår at sætte grænser meget hurtigt. Og det må hun så have lært i fængslet. Pia kigger på mig og udbryder, ”der er noget i alt det her, jeg ikke har fortalt dig endnu.” Hun ser alvorlig ud, ”men det må du altså få en anden god gang.”
Før jeg slutter interviewet med Pia, får jeg også et kram. Og så har jeg noget at glæde mig til, for Pia har jo stadig ikke fortalt, hvem det var, der sprang i luften.
Føljetonen fra Pia ParleMors kaffebar fortsætter i næste uge.
