Der står en mand under et træ på Amager Strandvej og sælger øl til tørstige strandgæster…han og kollegerne har en særlig historie…
Af Ida Monrad Graunbøl
Under et træ ved Amager Strandvej står en fyr i en lille vejbod og sælger øl og forfriskninger til amagerkanere og tørstige strandgæster. Han er 30 år, hedder Niklas og arbejder for et socialt bæredygtigt bryggeri. Han fortæller, at der, hvor han arbejder, har 75 procent af medarbejderne mentale diagnoser. På hans arbejdsplads skaber de jobs til folk, der ikke lige passer ned i de sædvanlige kasser.
Aspergers, PTSD og social angst
”Vi har ansat super dygtige folk, ham der udvikler ølopskrifterne har aspergers, barchefen har PTSD og logistikchefen også PTSD. Vi tager hensyn til arbejdstiderne og også rammerne, de PTSD-ramte skal eksempelvis ikke være i støjende miljøer. Skribenten, der skriver øletiketterne, har social angst, så ham har jeg aldrig mødt, han arbejder kun hjemmefra,” fortæller Niklas.
Ølpoeten Simon
På en af etiketterne har ølpoeten og skribenten Simon forfattet denne tekst: “Breaking the unwritten rules for what can be said and done comes not without a certain backlash, being labeled a mad person is a risk, ridicule gets on its marks. The label becomes a tool to keep one down but you must speak up. Refuse pathologization, reclaime your identity, change the frameworks.”
Mange af teksterne som Simon har skrevet handler om, at Simon synes vi ser lidt forkert på folk med mentale diagnoser. Han har også en tekst, der handler om, hvordan folk ser på autister som en slags puslespil. At de skal samles på en bestemt måde for at passe ind i samfundets kasser, og det er ikke sådan det skal være, det er ikke sådan det er, de er præcis, som de skal være og er ikke puslspil, der skal samles eller løses. Det er nok de færreste steder, Simon ville have et arbejde som kommunikationsmedarbejder eller ølpoet.
Bryggerdanseren Bjarke
Der er også en bryggerdanser, der hedder Bjarke. Han er en lynende intelligent fyr, men har et væld af diagnoser, han er ikke som folk er flest, men Lars Carlsen, der er direktør og stifter og som har arbejdet med autister og haft en specialskole, han ville finde et job til Bjarke på bryggeriet.
“Og vi ansætter generelt folk til det, de er gode til, og det de godt kan lide. Bjarke dansede en Sour-Cha cha cha og en Mango-tango, det var også navnene på de øl, som vi bryggede, og på den måde introducerede Bjarke øllene til en ølsmagningsevent. Han brygger ikke øllene, men er vores markedsføringsmand. Det syntes Nikolaj Hübbe fra Den Kongelig Ballet var fedt, så derfor lavede hans koreograf en dans til Bjarke og fik en ballerina til at danse med Bjarke på en ølfestival sidste år. Senere kom det event også på Roskilde festival”, fortæller Niclas.
Oversete folk
”Pointen er den, at man kan lave en profitabel virksomhed med dygtige folk, der bliver overset, fordi de ellers ikke passer ind i traditionelle kasser. Og så ved samfundet ikke, hvad de skal gøre med dem og parkerer dem i et hjørne. Håbet er, at vi kan inspirere andre og større virksomheder til at tage et socialt ansvar,” siger Niklas.
Bryggeriet hedder “People Like us”. Det har kontor og butik på Vermlandsgade ved Christmas Møllers Plads.