Vanvidsbilisterne fortsætter med at sprede død og ødelæggelse: Nu er en 19-årig kvindelig cyklist død efter at være blevet ramt af en vanvidsbilist natten til torsdag i krydset mellem Englandsvej og Sundholmsvej på Amager.

19-årige Emilie Hansen havde været til Sankt Hans-fest på Islands Brygge, da hun på vej hjem på cykel natten til torsdag blev ramt af en vanvidsbilist i krydset Englandsvej / Sundholmsvej. Emilie cyklede overfor grønt – bilisten kørte over for rødt.
Bilisten standsede ikke for at hjælpe den dødeligt sårede unge kvinde, men stak af sammen med bilens passagerere. Emilie overlevede ikke påkørslen, men døde torsdag aften.
Venner til den trafikdræbte unge kvinde har overdænget stedet, hvor trafikdrabet fandt sted, med blomster, lys m.m.
23-årig anholdt
I mellemtiden har politiet fået fat i en 23-årig mand, der er blevet varetægtsfængslet, sigtet for at have ført bilen, der dræbte Emilie. Også tre passagere i bilen, to 23-årig mænd og en 18-årig kvinde, er blevet fremstillet i grundlovsforhør. De blev alle tre løsladt igen lørdag.
Trafikdrabet af Emilie er blot et enkelt ud af flere trafikofre for vanvidsbilister i Danmark i den senere tid.