En nordjysk amagerkaner fylder 80 år

En af de helt store i ejendomsmæglerbranchen fylder 80 år søndag 27. juni.  Det er ejendomsmægler og indehaver af Ejendomsmægler Niels Hald, der runder otte årtier. 

Niels Hald – 80 år søndag 27. juni. (Foto: Finn Edvard)

 

Den altid rolige og sindige Niels Hald har  været en del af lokalbilledet på Amager de sidste 50 år, men det overrasker ikke dem, der har mødt og talt med Niels Hald, at han er født og opvokset i det nordjyske – nærmere bestemt Suldrup små 30 kilometer syd fra Aalborg.

Stak til søs

Måske er det opvæksten her, der har givet Niels Hald det rolige perspektiv på verden samt værdierne om altid at opføre sig ordentligt. Andre vil mene, at når man stikker til søs som 15-årig og de kommende år sejler verden rundt på de syv verdenshave, så lærer man også at indgå i relationer og passe sit arbejde uden at kny. Uanset hvad, er Niels Hald og de værdier, han altid har været kendetegnende ved, rodfæstet i de to førnævnte perioder: Opvækst og tidligt arbejdsliv.

Så gik han i land

Da Niels gik i land, fulgte kærligheden og det førstefødte barn, med til Amager. Årstallet var 1973, og renten på et huskøb var på små 22 procent. Huset på Kastrupvej 25 blev samtidig Niels Halds vej til ejendomsmæglerfaget.

På dette tidspunkt arbejdede unge Niels Hald hos en entreprenør, hvor dagene var lange, arbejdet hårdt og lønnen god. Men nordjyden kunne også godt se, at dette ikke var et job, man blev gammel i.

Så pludselig bestod dagene dels af hårdt arbejde dels af aftenskole, så titlen som ejendomsmægler kunne skrives på CV’et.

Den første handel

Den første ejendomshandel er den, som alle ejendomsmæglere husker. Også for Niels Hald. Så da en bankdirektør fra Danske Bank, der var herskabeligt boende i det indre København, skulle kigge på et sommerhus ved Sejerøbugten, startede Niels Hald sin ældre og slidte Saab og fik direktørparret ind på bagsædet, inden turen på en varm sommerdag gik mod bugten.

Da handlen kom i hus, kunne Niels Hald mærke tørsten trænge sig på, men af frygt for at virke uprofessionel, nævnte han intet. Efter en halv times kørsel retur mod Købehavn insisterede bankdirektøren på, at trioen slog vejen forbi en nærliggende kro for netop at slukke tørsten. Sådan blev den første af mange bolighandler fejret.

Han slog græsset

På Amager går der den dag i dag stadigvæk historier om den måde, hvorpå Niels Hald gjorde sig umage over for kunderne. Om det var at slå græsset inden et åbent hus, hvor sælger var på ferie, eller det var at skrue på radiatoren, så boligen var klar til fremvisning, så gjorde Niels Hald jobbet selv.

Som årerne gik, voksede virksomheden og medarbejderstaben med værdierne fra Niels Hald, der i øvrigt stadigvæk har sin gang hos Paulun Bolig-butikken på Amager, og den dag i dag lever Niels Halds motto hos alle medarbejderne. Lige fra dem, der har været ansat i en lang årrække, til de nyeste praktikanter, der drømmer om faget i et boligmarkedet, hvor renten er langt fra de 22 procent, som Niels Hald startede ud med.

Niels Hald fejrer sin fødselsdag søndag med sin familie og nærmeste venner på Dragsholm til tonerne af croneren Michael Carøe.

 

Seneste artikler

 
 

Fik du læst?