Marianne Pedersen er 69 år og er daglig leder af Rideklubben Ridevenner, en institution, der ligner en rideskole, men ikke er det.
Af Ida Monrad Graunbøl
Rideklubben Ridevenner ligger ved siden af Ballonparken, og jeg møder Marianne på en solrig dag på gårdspladsen foran det røde hus og zeppelinerhangaren, som klubben bruger til ridehal.
Det er varmt og jeg føler mig hensat til barndommen, hvor mine veninder slæbte mig med på rideskolen i den lille by, hvor jeg voksede op. Jeg var ikke den store fan af det dengang, jeg var lidt bange for de store heste, men duften af dyr og savsmuld og ikke mindst den rolige atmosfære her i klubben ved siden af Ballonparken får mig til at blive helt nostalgisk.
Rideklubben Ridevenner
Marianne Pedersen forklarer, hvorfor Rideklubben Ridevenner netop ikke er en rideskole.:
”Vi er en fritidsklub under Københavns Kommune, og jeg startede med at ride her i Ballonparken, da jeg var ni år gammel. Jeg har været her i så mange som 60 år. Tidligere fra 1961-1970 var stedet en privat rideskole, og jeg blev ansat her i 1970.
På den tid overtog Social Boligbyggeris Ungdomsklubber lejemålet – og stod for det indtil 2005. Det gjorde, at børn fra hele København kom her ud, for at gå til en fritidsaktivitet.
Ellers var de jo blevet kørt ud til alle mulige forskellige steder, for at kunne gå til noget, men pludselig i 1970 blev det hele centraliseret, og så kom der masser af børn her. Og vi blev efterfølgende en fritidsklub med heste som hovedaktivitet.”
Her kan man være, den man er
Jeg spørger Marianne, hvad hun tror, det dér med ridning kan?
”Det, jeg tror,” siger Marianne, ”er, at ridning giver sammenhold. Vi har børn, der har det svært i skolen, de har det svært med at finde venner, og de kunne godt tænke sig at gå til noget.
Man komme her ud lige præcis, som man er, og der er ikke nogen forventninger om, at man kan, eller har en hel masse fint og dyrt udstyr. Man kommer, og hvis man har en diagnose, så bliver det også accepteret. Andre steder bliver børn med en diagnose sendt ud for døren. Og det er ikke fordi, vi ikke tager netop det alvorligt, men her får de lov at være lige præcis dem, de er. De dyr giver en hel masse, de giver selvværd og børnene her bliver nogle robuste og omsorgsfulde børn.
Det er bare utroligt, hvad de unger kan
Marianne uddyber: ”Hesten accepterer dig, som du er, så længe du er venlig ved den. Og den sårbarhed barnet kommer med her, ser hesten, den accepterer, hvis der er en skævhed, eller hvad vi nu skal kalde det. Der sker simpelthen noget forunderligt magisk. Vi har nogle børn her med autisme, og det er utroligt hvad de unger kan i forhold til hestene. Vi har faktisk byens bedste børn her i klubben.”
Rideklubben Ridevenners arbejdsfælleskab
”Alle her på rideskolen har et arbejdsfællesskab i forhold til dyrene. Vi er alle sammen fælles om eftermiddagen i arbejdet med at passe hestene. Og vi har rigtige gode, uvurderlige snakke, når vi arbejder sammen. Både børn og voksne arbejder, og der er ingen autoriteter eller hierarkier. Børnene kan f.eks. godt bede mig om at tømme trillebøren, når vi er i arbejdsfællesskabet. Og hvis jeg vil være en del af fællesskabet deltager jeg fuldt og helt og lige i arbejdet ligesom børnene”, fortæller Marianne.
En ugentlig ridetime
”Med kontingentet er der den regel, at hvert barn har en ugentlig ridetime, og måske falder der ellers en ridetur af undervejs i ugen. Men reglen er, at ethvert barn har én ridedag om ugen, den ligger så helt fast, og så ved børnene, at det er den dag, der er deres. Og det er som sagt nede på jorden her. Vi er ikke en rideskole, vi er et fritidstilbud til ungerne, hvor hestene indgår. Vi har derfor ingen konkurrence, og alle er ligeværdige. Selvfølgelig er der nogen, der kan mere end andre indenfor ridning, og sådan er det jo bare, men der er der jo ingen grund til at gå op i,” siger Marianne.
Her er der ro
Jeg trækker vejret helt dybt og roligt, mens jeg spadserer hen til folden med Marianne og en pige, som er rideven i klubben. ”Det er faktisk bare, synes jeg, et rigtigt dejligt sted med masser plads og højt til loftet,” siger Marianne, ”og der skal være ro omkring det med hestene. Så det er der. Og skal man noget andet, så går man et andet sted hen. Så kan man spille rundbold i folden, hvor man må huje og skrige, som man vil. Man må ikke råbe i stalden hos dyrene. Der skal der være ro.” Og mens jeg, skribenten, tager et billede af en hest med sit føl, der er blevet lukket ud i folden, bliver jeg rørt og tænker, hvor er det heldigt at der findes et sted som Rideklubben Ridevenner med en så dygtig og rummelig pædagogisk ildsjæl som Marianne Pedersen.
