Internationalt sejlerstævne i Dragør

 Dragør Sejlklub holder internationalt dragestævne i dagene fra onsdag 28. juli til søndag 1. august

Drager ved Dragør Sejlklub

 

Dragør Sejlklub holder i dagene fra onsdag 28. juli til søndag 1. august et “Grade One-stævne” for drager. Der bliver et internationalt stævne med deltagelse af mange internationale topsejlere, hvoraf flere tidligere har deltaget ved både OL og Americas Cup.

Et Grade One stævne rangerer lige under VM, EM og Gold Cup, som er de største internationale events i drageklassen.

Stolt sejlklub

Verden over holdes årligt fem Grade One stævner, og et værtsskab ved et sådan arrangement er ikke noget der kommer af sig selv – det er noget man gør sig fortjent til, så det er med stolthed, Dragør Sejlklub har påtaget sig værtsskabet.

Til stævnet, med titlen “Danish Dragon Grand Prix”, er der tilmeldt 30 både fra 12 forskellige nationer. På stævnets første dag rigges og søsættes bådene, ligesom der foretages registrering og vejning af sejlerne (en besætning må tilsammen ikke veje over 285 kg.)

Fra torsdag til søndag er der hver dag planlagt to sejladser i området syd for Peberholm og med første start kl. 10.55 (søndag dog kl. 09.55).

“After race beers”

Med 30 både er der således tale om 90 sejlere, der hver formiddag stævner ud af Dragør Havn for at dyste om placeringer og ære. Og hertil kommer baneledelse og et større antal frivillige hjælpere, så når alle deltagere og hjælpere efter dagens sejladser samles på Dragør Sejlklubs terrasse, vil der her være op mod 120 personer samlet til de obligatoriske ”after race beers” og en snak om dagens sejladser og resultater.

Stævnet indgår i en serie på i alt fem Grade One stævner, hvor der ved det sidste stævne (San Remo til oktober) sejles finale blandt de, der i løbet af stævnerne samlet set er bedst placeret.

Deltagerliste og andre oplysninger om stævnet kan findes på www.manage2sail.com.

Tak til flere

Et arrangement som dette kan ikke holdes uden støtte, og derfor er Dragør Sejlklub også taknemmelig for den støtte og velvilje man har mødt hos Dragør Kommune, en række sponsorer og klubbens medlemmer.

Seneste artikler

 

Fik du læst?