Den anmelderroste film ”Hvor Kragerne vender” er på plakaten til fredag 30. juli i Dragør Bio
Af Lene Dam Jørgensen
Den nye danske film ”Hvor Kragerne vender” handler om provinspigen Laura, der har lagt afstand til livet på landet og sin familie til fordel for et frigjort bohemeliv som forfatter i København.
Hun har netop skrevet en bog om sin opvækst i provinsen, som har skabt lidt offentlig debat. Beskrivelsen af barndommen gør forældrene pinlig berørte og kede af det – og broderen rasende. En moderne omskrivning af Holbergs Erasmus Montanus…
Barndomsfjende
Da Lauras bror skal giftes, tager hun tilbage til, hvor hun kom fra. Her opdager hun, til sin store overraskelse, at hendes bror skal giftes med barndomsfjenden, Catrine.
Mens de forbereder brylluppet, går det op for Laura, at Catrine har overtaget hendes plads i familien, og hun får nu et ønske om at få den tilbage. Brylluppet ender som…nej, se selv filmen.
I hovedrollen i den nye danske film “Hvor kragerne vender” er Rosalinde Mynster, som er kendt fra I krig & kærlighed og To verdener.
Bodil Jørgensen og Jens Jørn Spottag medvirker som hendes forældre i dette drama, som handler om identitet og om at finde sin plads i verden. Andre medvirkende er bl. a. Jesper Groth, Anne Sophie Wanstrup og Adam Ild Rohweder.
Filmen er instrueret af Lisa Jespersen, der fik stor ros for sin afgangsfilm “September”, da hun blev færdiguddannet fra Den Danske Filmskole i 2017. I hendes spillefilmsdebut skildrer hun her skellet mellem land og by.
Dragør Bio viser filmen i dag, torsdag og fredag kl. 20.