En pølsevogn er en pølsevogn, og så alligevel ikke

Pølsevognen er en institution i Danmark, der er kommet for at blive, og ikke bare selve vognen, men også retterne på menuen har mange kreative navne. Pølsevognen Rosies’ Specials er et ganske særligt sted også for vegetarer.

Når du vil slippe nemt om det med aftensmaden, kan du tage en smuttur ned til pølsevognen på hjørnet af Amagerbrogade ved Christian d’IIs Allé, og desuden få dig en god passiar

 

En pølsevogn er en pølsevogn, og så alligevel ikke når det er på Amager

Pølsepram, Café Fodkold, foderbræt, svine- skinke eller flæskekutter; Kært barn har mange navne og ligeledes findes der et helt uformelt sprog for retterne på menuen hos pølsemanden. En rød pølse er en død indianer, en skoldet fra bassinet og med dertilhørende brød er der tale om et skinkesøm med kage. Hotdoggen er en eskimo i kajak eller en død hund i kurv og den franske hotdog en skaldet mand i sovepose. Og så er der fattigmandshotdoggen eller vegetar-hotdoggen også kaldet en krasser. Til sidst kommer Congo-bajeren eller den brune bajer, tilnavnene for den kolde chokolademælk fra Cocio. Og sådan kunne man blive ved.

Amagerkanernes pølsevogn

Pølsevognen på Christian d II’s allé på Amager hedder Hennings´ Corner, men det navn er egentlig også bare en stakket frist, for snart får pølsevognen et andet. Den kommer til at hedde Rosies’ Specials, fortæller Anne Lise på 64 år, der arbejder som vikar i pølsevognen. ”Vi har en del stamkunder, folk der kommer her 1-3 gange om ugen, og ellers har vi mest strøgkunder,” siger hun. ”Stamkunderne er helt almindelige amagerkanere, alle slags mennesker, og de bor i nærheden, og vil gerne slippe lidt nemt om det med aftensmaden.”

Også for vegetarer

Skribenten ser menneskemassen for sig: Børnefamilier, ældre, rige og fattige, manden på gaden, borger- og slipsedyret, freelanceren og den studerende, hipsterfidusen, pædagogen, professoren og førtidspensionisten, revl og krat med andre ord. Og så er der også den virkelig fulde person M/K/Hen og eller svensker, der har brug for et måltid om natten. Det får jeg bekræftet af Anne Lise. Konklusionen er den, at pølsevognen er mødestedet for høj og lav, og for alle dem der bor på Amager. Og, ja, sådan set også vegetaren: ”Man kan godt få sig et løgbrød,” siger Anne Lise og smiler ”hvis man altså ikke spiser kød.”

Anne Lise har både strøgkunder og stamkunder, og det er amagerkanere i alle aldersklasser og fra alle samfundslag, der skal have sig en hotdog eller en bøfsandwich i vognen på hjørnet af Amagerbrogade

Den bedste historie, anekdoter og bemærkninger med livet på hjerte

Anne Lise bliver tavs, da jeg spørger til den bedste historie fortalt for nyligt i pølsevognen, hun tænker sig om. ”Vi har en stamkunde,” siger Anne Lise,” han sidder i en elektrisk invalideknallert. En dag står der en ved siden af ham, en elegant klædt ung gut, og jeg kan jo selvfølgelig ikke undgå at høre, hvad der bliver sagt. Ham i knallerten siger med et glimt i øjet til den unge fyr, Ved du hvad, nu er jeg sgu snart færdiguddannet læge.

Så griner vi lidt ad os selv og hinanden

Anne Lise fortæller videre: ”Den unge fyr, sådan en belæst universitetstype, ser overrasket på manden i invalideknallerten og spørger ind til, hvor han så har læst medicin. Manden, der sidder lam og immobil i sin knallert, svarer selvironisk: Næh, mand, jeg er sguda autodidakt. Det er sådan en bemærkning, der gør ens dag bedre,” siger Anne Lise. “Så griner vi nemlig lidt af os selv og hinanden og den højere mening med livet.”

Overskud til en almindelig passiar

”Jeg synes, det er så fint, at børnefamilierne også kommer her,” siger Anne Lise, ”det er fint, at de viderefører traditionen med pølsevognen. Det tyder på, at der er plads til den, at den er en institution, og det vidner om, at der i Danmark også er plads til en lidt mere uformel madkultur. Der er også dem, der kommer her for at få en snak. Og det er snart et af de eneste steder, hvor der er plads til det. Det sørger jeg helt automatisk for. Vi snakker, når der er tid til det. Og jeg har overskud til en almindelig passiar, selvom jeg selvfølgelig bliver afbrudt, hvis der lige skal laves en hotdog.”

Menuen hos Rosies’ Specials

”Det er ganske almindelige pølser, vi serverer,” uddyber Anne Lise, ”vi har karrymedister, men ingen krydderpølser, og så laver vi ganske almindelig flæskesteg hver evig eneste dag. Der er sådan set nogen, der kun kommer her for vores flæskestegssandwich. Vi har også hjemmelavede frikadeller og så selvfølgelig bøfsandwich. Folk kan stadig få sig en krasser, hvis de er vegetarer, det koster 5 kr. og hvis de har brug for lidt mere næring og grønt,” siger den hurtigt tænkende pølseekspeditrice  ”så er der også et løgbrød til 10 kr.  Det er et pølsebrød med bløde løg og engelsk sovs. Det sælger vi faktisk stadigvæk.”

Ugen hos Rosies’ Specials

Jeg spørger til, hvordan en arbejdsuge ser ud i pølsevognen på Christian d. II’s allé, og Anne Lise svarer underfundigt: ”Jamen, der er selvfølgelig gode dage og dårlige dage, og de bedste dage er, når vi har gode dage. ”Skribenten er mystificeret af bemærkningen, men Anne Lise uddyber pædagogisk: ”Jeg synes, det er gode dage, når vi har travlt, jeg synes, det er dejligt, når jeg har en travl dag, for så er tiden lige pludselig gået, og så skal jeg hjem.”

Når verden forgår, står den amagerkanske pølsevogn der stadig

Rosies’ Corner er kommet for at blive, tænker skribenten filosofisk, der er steder i København, der forgår, steder som bliver bygget væk af griske boligspekulanter, men når verden engang, om meget, meget længe eller forhåbentlig slet ikke, er brændt af i en klimakrise, så står Rosies’ Speciels der stadigvæk, helt uskadt og upåvirket, i en verdens rygende tomt, på den lille plads ved Christian d II’s allé. Anne Lise laver fortsat flæskestegssandwich, mens hun nynner med på TV2’s Hele verden fra forstanden; Tonerne fra den lille transistorradio. Og hvor er det netop det en af de små, men også ganske store mirakler i livet, og sådan er der jo så meget og sikkert også en højere mening med galskaben.