Så sprang han sgu i luften ude foran Herlev Hospital

 

Det hele slutter, hvor det starter, her siger Pia Perlemor farvel i den sidste artikel fra Kastrupvejs kaffebar. Billedet er fra den første tid med kaffebaren.

Amagernyt besøger endnu engang Pia Kibstrups kaffebar på Kastrupvej. For at samle tråden op, er et kort resume af tidligere artikler på sin plads. Pia Kibstrup har PerleMors kaffebar på Amager, hun har tidligere arbejdet som fængselsbetjent, og i den tid hun var ansat i Vestre Fængsel, stiftede hun bekendtskab med hårdkogte kriminelle, deriblandt rockerledere fra HA og Bandidos og også Peter Lundin. De tre andre artikler ligger her på siden under Øen Rundt.

Jeg spørger Pia, hvorfor hun stoppede med at arbejde i fængslet, og Pia genner Rita ned fra vindueskarmen. ”Altså jeg blev truet, jeg fik taget kvælertag af en psykopat, som jeg så ønskede hen, hvor peberet gror, og der skal jeg også love dig for at han endte, for han sprang i luften ude foran Herlev hospital. Han var en stjernepsykopat, han havde bad standing hos HA og Bandidos, og jeg havde løjet, jeg havde lavet en indberetning på ham, og det var fordi, vi som personale var bange for ham, vi løj. Vi sagde han havde truet os voldsomt, og det havde han også, altså truet os, men i mindre grad. Og jeg var ikke særligt populær blandt de andre ansatte.”

At åbne en dør og sige ”Hej.”

”Der var en masse psykologiske spil. Vi lavede en falsk rapport, som han fik. Det eneste navn på rapporten, som så ikke var streget ud, det var mit. Det stod der med tjenestenummer og det hele. Og da jeg så en dag skal hente ham, så ved han, at jeg er med i det slæng af løgnere, altså det var jo en hvid løgn, han havde fået sin dom, men der var ikke mange steder der ville ham. Altså som regel var han sød nok mod fængselsbetjentene, det var mere i forhold til politiet, han så rødt. Og der var også en sag med to betjente, der blev smadret. Men jeg savner det jo, fordi det gav mening for mig, at åbne en dør og sige ‘Hej.’ Og så har jeg sådan noget med døre. At åbne en dør ind til noget.”

 Jeg fik en rocker til at strikke

”Det var en meget lille lukket verden, det var et fedt miljø, hvor alt og intet foregik, og der var en masse regler, selvom der i bund og grund kun var to grundregler, har du låst døren og ved du, hvor mange fanger du har. Resten er i grunden ligegyldigt. Men det er sådan set tordenskjolds soldater. Fængselsophold gør kun folk mere kriminelle.  Man kan ordne små ting for dem, der sidder inde, noget med en uddannelse, kontakt med familie osv., og det skete da engang, at jeg fik en rocker til at strikke.

En underjordisk verden

”Jeg savner det job, fordi den verden var så fremmed mærkelig, og syret. Det var en underjordisk verden, som man besøgte, med helt specielle regler, med ting som fangerne måtte og ikke måtte, og som man fik penge for at besøge. Jeg kan ikke helt forklare dig hvad det var.  Substansen i det var en verden af håb, jammerlighed og vold. Alt det mennesket indeholder rigtigt, ægte og virkeligt, det kom frem. Så på en eller anden måde var de der mennesker, de der fanger, meget ægte i deres følelsesliv, alt var barberet ned.”

Et stort forstørrelsesglas og spædbørn i kasser

”Det var i virkeligheden som at sætte et kæmpe forstørrelsesglas på alt det, vi mennesker indeholder. Også i forhold til hvor hæslig og uretfærdig verden kan være. Og fangernes individualitet blev udvisket, for de havde ingen anden identitet end den, at de var fanger. På en eller anden måde blev fangerne i cellerne som spædbørn i små kasser.”

Hvis du kan, så skal du

”Når man taler om det, lyder det meget ubehageligt, og det er det også, men alligevel er det mærkeligt, når du er i det, når du arbejder der. Min mand spiller musik på et hospital, og han spurgte en læge, hvordan kan du holde til, når børn dør, hvordan kan du arbejde med det? Og lægen svarede, hvis du kan, så skal du. Hvis du kan indeholde det, så er det din forbandede pligt at stille dig op i krigslinjen, eller der hvor det er farligt og ubehageligt, hvis du kan komme ud af det med dig selv i behold og vaske traumerne af dig og komme videre og sige skål til din kone derhjemme og huske at købe den der blomst, ja, men så kan du jo, så skal du. Men hvis du krakelerer, og græder hver dag, så skal du ikke, så er din psyke ikke til det, så skal du noget andet. Og jeg kunne så netop holde til det, på det tidspunkt i livet, altså netop arbejdet i et fængsel. Der må være nogen, der skal uføre det arbejde, for fangerne kan jo ikke låse sig selv inde.”

Himmel og helvede

Jeg siger, at det egentlig lyder som et mareridt, og Pia uddyber: ”Jeg lærte så utroligt meget om menneskeligt armod, hvad jeg ikke har set med mine øjne i det fængsel, mange, mange hæslige ting, og det er ikke altid, man kan vaske det af blikket, når man kommer hjem. Men jeg blev god til at acceptere, at alt det grimme og hårde, også er en side af livet. Det var en måde for mig at finde ud af, hvordan man overlever i den værst tænkelige situation, altså når man er berøvet sin frihed. Det var en måde for mig at se angsten i øjnene på og blive bedre til at håndtere den, jeg har aldrig haft noget imod at gå på kanten, jeg følte mig egentlig bedst hjemme der. For lige netop der kan jeg se, at helvede brænder, og at der lige der ved siden af, lige der, ligger den smukkeste blomstereng.”

Hesteskyklapper

”Der er der nogen, der aldrig ser menneskeligt armod i øjnene, måske er der nogen, der har store hesteskyklapper på, og det er i orden, fordi de måske krakelerer, måske har de slet ikke nerver til at se armoden. Men der er et eller andet med, at livet også er grimt, uretfærdigt og uhyggeligt. Det er sjældent at rige mennesker oplever uretfærdighed, for de har privilegier. Men sygdom det er jo allemandseje. Og i alting er der både noget, der vokser og noget der brydes ned. Og hvis du kan tåle at se det destruktive, så er det din forbandede pligt at stirre det lige i øjnene.”

Stirre angsten i øjnene

Jeg slutter interviewet med Pia, og får det sædvanlige gode kram: Jeg tænker meget over det, Pia har sagt, altså det der med, at hvis du kan, så skal du, at det er din forbandede pligt, at stirre verdens uretfærdighed og grimhed i øjnene.  Skyklapperne må en gang imellem tages af.

 

 

 

 

Seneste artikler

 
 

Fik du læst?