Verden er grum, men der skal så lidt til for at skabe glæde

Sabelkunstneren og skuespilleren Marek bor i Ballonparken

På Islands Brygge ligger et ganske særligt sted, og der bor der en ganske særlig mand. Det er en mand, der lever af at hænge med hovedet nedad, der lever af at jonglere med en sabel og bevæge sig som folk på gaden.

Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det, men der bor en sabelkunstner i Ballonparken på Islands brygge, Amager. Og han er ikke sabelsluger, han er sabelkunstner, og i virkeligheden er han også utroligt meget andet. Marek Magierecki er 44 år gammel og har mange karrierekasketter, han er uddannet cirkusartist, sabelkunstner, men han er også skuespiller. Ballonparken er det stykke jord med træhuse, der ligger ved artillerivej. De tjente som militærbarakker under 2. verdenskrig, fortæller Marek mig, og zeppelinerhallen for enden af ballonparken var der, man fyldte de store ballonluftfartøjer med heliumgas. I trediverne troede man både i Tyskland og Danmark, at de store zeppelinerluftskibe var fremtiden. I dag bruges hallen som ridehal i Rideklubben Ridevenner, der som sådan ikke er en del af ballonparken.

Kvinder forbudt i Ballonparken

Men denne her artikel handler ikke om Ballonparken og stedets historie, den handler om Marek, selvom førstnævnte bestemt også er spændende. Jeg har sat Marek i stævne, og vi går en tur blandt træhusene først på et sted, der er ganske særligt, og som minder om en mellemting mellem en fristad, en lejeforening og et kollektiv. Marek deler gavmildt, men kortfattet, ud af sin viden om stedets historie. Han tilføjer, at Ballonparken på et tidspunkt var et mandekollektiv, hvor kvinder var forment adgang. Sådan er det heldigvis ikke den dag i dag, så jeg må gerne interviewe Marek. Jeg må gerne lave et portræt af en kunstner, det vil sige fortælle her, hvordan og hvorfor Marek blev sabelkunstner og skuespiller.

Mareks nyeste nummer er den svære kunst at holde sablen lige i luften

 

Cirkus og sabler

Marek Magierecki er først og fremmest cirkusartist, et af hans cirkusnumre er at balancere med en sabel oven på en dolk. ”Tidligere var en cirkusartists opgave hele livet at forfine ét enkelt eller to numre,” fortæller Marek mig, ”og det er der stadig nogen, der gør. Men der er kommet en bølge af nye cirkusartister, der har alle mulige discipliner under cirkusgerningen. Det har jeg også, og grunden er den, at jeg skal overleve som artist. Jeg laver ikke luftakrobatik og heller ikke trylleri,” siger Marek, ”men jeg laver sådan set alt andet. Her må journalisten så spørge om, hvad det er. ”Jo, jeg jonglerer, laver pantomime, akrobatik, håndstand og fakirnumre, blandt meget andet.” Det er mange karrierekasketter og jeg forstår, at jeg må finde en vinkel på det med Mareks utallige kunstnergerninger og funktioner og spørger ind til pantomimen og det med klovnegerningen. ”Jeg har gået på en Commedia-del-arte-skole,” fortæller Marek, ”Nå ja, afbryder jeg, ”det var noget med en italiener.” Marek svarer med tør humor: ”Nej, altså vores lærer her på skolen i København hed nu altså Ulla Brigge.”

Pantomimens grænsesprog

”En mimer, altså en der laver pantomime, interagerer med folk og så alligevel ikke,” fortæller Marek, ”man skal fange folkemængden, altså publikums opmærksomhed, og du har utrolig kort tid til at gøre det. Du må som sagt ikke tale, og du har kun tid til at give folk meget lidt, når du mimer på gaden” siger Marek. ”Du fanger folks kropssprog og så efterligner du det. Efterligningen må ikke være for overdreven, men heller ikke underdreven, hvis det skal lykkes for dig at fange publikums opmærksomhed og samtidig være nænsom ved den person, du efterligner.” Marek ser tænksom ud og tilføjer: ”Du fanger hele tiden folk i situationer, du selv kan relatere til, du påtager dig andres kropssprog. Og det, der fanger folk er klovneriet, det er sjovt som publikum at grine ad de andre, og gaden er en fantastisk scene for mimeren. Det er dog din fornemste opgave som mimer, ikke bare at få folk til ikke bare at grine ad manden på gaden, men også at få dem til at grine ad sig selv. Man fremhæver de sider af et menneske, som det måske skjuler, og ikke selv er klar over, det har, men man gør det nænsomt for at vise omverdenen, at vi alle sammen har fejl. Mimeren er et spejl. Mimeren er en mand eller kvinde, der genkender andres fejl fra sig selv og viser dem til omverdenen. Den dårlige mimer efterligner en ældre sagesløs herre, en der er affældig, den dårlige mimer spejler alderdommens svaghed og evt. noget han slet ikke selv kender til. Pantomime handler i virkeligheden om meget fine grænser, som man ikke må og skal krydse. Og det er nok ikke noget, man helt kan lære på en skole.”

At kunne leve af det

Marek er også skuespiller. Han kom fra Polen til Danmark i 1990, og dengang startede han først på gøglerskolen i Århus, dernæst kom han på gøglerskolen i København, og så specialiserede han sig på mimeskolen i København. Til sidst kunne han leve af det. Jeg ligner et stort spørgsmålstegn, og spørger, hvordan det kunne lade sig gøre med et erhverv som gøgler. Marek fortæller, at han altid har haft tilbud om arbejde, og at han i tyve år har sprunget fra det ene job til det andet som freelancer. Han har aldrig modtaget nogen støtte fra en A-kasse eller det der bare ligner kontanthjælp.

Så hang jeg med hovedet nedad i Pusher 3

Fordi Marek er akrobat, havde de pludselig i en film brug for en mand, der kunne hænge med hovedet nedad. ”Ja, det er mig, siger Marek, og peger på en filmplakat, ”jeg er med i Pusher 3. Der hænger jeg med hovedet nedad,” uddyber han som det naturligste i verden, ” og på den måde kom jeg ind i filmverdenen, jeg gik til audition, og så åbnede en dør sig for mig i skuespillerfaget. Lige nu er jeg med i Sommerdahl- serien, 3. sæson, med Peter Mygind i hovedrollen.  Der spiller jeg en mystisk skikkelse. CNN har sådan set lige anbefalet den,” siger han henkastet.

Under huden på de hårdhudede mænd

”I skuespillerfaget bliver jeg altid type-casted,” uddyber Marek, ” jeg tror, det er, fordi jeg kommer fra Polen og har et polsk udseende. Det gør, at instruktørerne giver mig sådan nogle barske roller. For det meste drejer det sig om voldtægtsforbrydere, kvindehandlere, tyve, gangstere og mordere, og sådan noget i den stil. Alle den slags roller har jeg spillet, og jeg har meget længe ventet på, at der skulle komme lidt andre tilbud også. Der har været en smule variation, blandt andet i kortfilmen ”Draget,” instrueret af Christian Bengtson, short-listed til en Robert. I den spiller jeg en anden rolle, der er jeg en polak, som bliver ansat hos en ensom bonde på sidstnævntes landejendom. Der spiller jeg ikke en skurk, og jeg tror heldigvis, at jeg nu er inde i en udvikling, hvor jeg begynder at få lidt mere nuancerede roller.” Jeg spørger Marek, hvorfor han tænker, at han får netop de roller og han svarer: ”Jo, det er nok sådan etniske danskere desværre ser på folk fra Polen og Østeuropa. Og det er noget, jeg stadig må lære at leve med.”

Verden er grum

”Når jeg skal ind i rollen som en rigtig skidt fyr, slår jeg tilbage til en polsk vildskab. Jeg bruger personer, jeg har set og tilstande, jeg har været i, dengang jeg var barn i Polen. Der var skilsmisse og alkohol i min familie. Polen var et hårdt sted, og er det måske stadig. Der er meget fattigdom, og det hele er lidt hårdere der end i Danmark. Det er nok derfor, jeg har talent for skurkerollerne. Men jeg har også set meget armod, vildskab og elendighed med mine egne øjne. Som artist har jeg rejst meget, jeg var i Palæstina før Corona-epidemien, og der så jeg børn blive skudt efter af israelske soldater. Verden er derude, og den er grum. Man er ikke forbundet med netop det, hvis man sidder foran TV-stuealteret i Danmark, så har man en distance til det. Jeg har rejst meget, og man oplever med sine egne sanser, at verden er hård. Det giver mig udsyn og erfaring, når jeg arbejder som skuepiller. Det giver det perspektiv, at vi har det super godt i Danmark, og der faktisk ikke burde være nogen, der klagede over noget som helst.”

Der skal meget lidt til for at skabe glæde

”Som sagt elsker jeg at rejse og jeg har været alle mulige fattige og barske steder. Jeg har været i Egypten flere gange,” fortæller Marek, ”der har jeg optrådt som repræsentant for Danmark ved en cirkusfestival. Der var folk utroligt fattige, jeg optrådte for børn, der kom fra meget barske og små kår, og det er utroligt, hvor lidt der skal til for, at man kan skabe glæde hos netop de børn. Det giver en form for ydmyghed, en bevidsthed om, at vi har det super godt. Jeg har fået den bevidsthed som en gave, som den positive side af mønten, den mønt der var min hårde barndom i Polen”

Fordybelsen kommer først

”Når jeg optræder for børn i en børnehave, så giver jeg den maksimalt gas, jeg arbejder for fuld skrue, og så er jeg træt, når jeg har fri bagefter. Men jeg kan godt lide freelancetilværelsen. Vi lejer husene her i Ballonparken, og det er ganske unikt. Jeg har ikke nogen bil eller noget dyrt huslån. Der er plads til at jeg kan fordybe mig i mit arbejde. Og det gør jeg også. I de mere stille perioder, kan jeg hvile ud. Jeg mener generelt, at vi i Danmark arbejder for hårdt og på en måde, der måske ikke nødvendigvis passer til alle mennesker. Jeg foretrækker at arbejde hårdt i perioder og så fordybe mig. Jeg kan ikke med det der liv, der hedder 8 timers arbejde, 8 timer fri og så 8 timers søvn helt regelmæssigt i år ad gangen, i virkeligheden er den filosofi jo en gammel socialdemokratisk tanke. Men den passer ikke til mig.”

Taknemmelighed som drivkraft

Marek folder lægger hænderne på lænestolens armlæn og uddyber sin egen filosofi: ”Jeg er dybt taknemmelig for den tilværelse, jeg har fået. Jeg har haft så mange muligheder. Jeg har haft dansejobs, selvom jeg ikke er danser. Jeg har haft skuespilsjobs, selvom jeg ikke er uddannet skuespiller. Min drivkraft har været, at jeg turde, at jeg har været modig. Men min livsfilosofi er karmaloven, jo mere du giver, jo mere får du. Det gode, jeg giver, oplever jeg, kommer tilbage. Når jeg optræder for børn, så tænker jeg helt klart på mig selv som barn. Hvor ville det have været fedt for mig som barn, hvis den voksne gøgler jeg er i dag, havde optrådt for mig. Hvis der var nogen, der havde lavet sjov med mig, som jeg gør med børnene, hvis der var nogen, der havde givet mig netop det frikvarter. Det giver mig en kæmpe stor tilfredshed, motivation og mening i mit arbejde.”

 

 

Seneste artikler

 
 

Fik du læst?