Camping tæt på naturen

 

En af Copenhagen Campings beboere er en ivrig klappeged

 

 

Copenhagen Campings sæson har været god i år. De har haft masser af tyskere og hollændere i campingvogne og hytter på campingpladsen, men ikke så mange nordmænd som forventet. Der har også været en del danskere, fortæller Glenn Hansen, 26 år, medarbejder på Campingpladsen, Bachersmindevej 11 i Dragør.

Strand, klappegeder og kaniner

”Det, der er særligt for vores campingplads,” siger Glenn ”er, at vi ligger i naturskønne omgivelser og tæt på vandet. Der er en sti ned til stranden og skoven er tæt på. I det hele taget har naturen invaderet os lidt her, men det er nu kun dejligt, altså vi har jo en masse kaniner her på pladsen, og de går frit rundt, så folk kan klappe dem. Nogle gange ved gæsterne ikke helt, hvad de skal gøre, men vi plejer at sige til dem, at de bare skal klø dem bag øret. Vi har også klappegeder, og alle de dyr, vi har på pladsen er bestemt for børnenes skyld, og så også for de voksne, der godt kan lide dyr. For de gæster der har hund, har vi en hundelegeplads, så ja, det er vel i det hele taget en dyre- og naturvenlig camping vi har.”

Blæst i flagene på Copenhagen Camping

Åben for dragørborgere

Glenn fortæller, at de også har åbent for folk udefra, og at man til enhver tid kan komme og klappe gederne og kaninerne. ”Vi har desuden et fælleskøkken, et træningsrum og en lille butik, hvor der er fornødenheder til campisterne og så også en swimmingpool. Folk kan også spille minigolf her, det er amerikansk minigolf, og det er særligt, fordi folk må betræde kunstgræsset, og der er flere udfordringer på banerne. Folk fra Dragør er velkomne til at spille golf også.”

Skribenten konstaterer, at det er afslapningen, der er i højsædet på Copenhagen Camping, og så naturen selvfølgelig, den kan man ikke komme udenom, og så drejer det vel sig ganske enkelt bare om at have det rart, klappe gederne og klø kaninerne bag øret.

 

 

 

Seneste artikler

 
 
 

Fik du læst?