Flere vil hjælpe Red Barnet

Red Barnet Ungdom Amager arbejder på at gøre en forskel for børn og unge og arbejdet udføres bl.a. af frivillige, som arbejder hårdt og engageret på at hjælpe børn og unge.

Red Barnet Ungdom på Amagers  læringscafe´på Ørestad Skole. (Foto: Thomas Arnbo)

 

Af Lene Dam Jørgensen

Red Barnet Ungdom på Amager er en lokalafdeling af Red Barnet Ungdom og har sin egen bestyrelse. I lokalafdelingen arbejdes der hårdt på at gøre en forskel for børn og unge med fokus på Red Barnet Ungdoms indsatsområder. Lokalafdelingen Red Barnet Ungdom Amager fortæller, at den får flere og flere frivillige, der kan hjælpe de børn og unge, som har brug for det.

Der er i øjeblikket 80 aktive frivillige tilknyttet, som arbejder flittigt på at hjælpe børn og unge på Amager.

På nuværende tidspunkt har Red Barnet Ungdom Amager projekter inden for uddannelse og fritid. Der er rollemodelprojektet Barnets Ven, hvor et barn i en udsat position får en frivillig “storebror” eller “storesøster”, samt projektet Lektievenner, hvor en frivillig fast laver lektier med et barn, der har ekstra brug for hjælp.

Værdier og mål

Red Barnet Ungdom Amager lægger vægt på at drive lokalafdelingen med omtanke, og skabe de bedst mulige rammer for børn gennem tryghed, omsorg, et klap på skulderen, støtte og gode oplevelser.

Lokalafdelingens mål er fortsat at lave aktiviteter, som skaber stabile ståsteder for børnene i deres videreudvikling, læring og tilknytning til andre mennesker.

Frivillige en guldgrube

Red Barnet Ungdom Amager har dedikerede frivillige, der gør en kæmpe indsats for at skabe en bedre og nemmere hverdag for børn igennem gode fællesskaber og positive oplevelser.

Lokalafdelingen ønsker at udbrede de tilbud, som Red Barnet Ungdom Amager har, til flest mulige i lokalområdet, og fortsat gøre dette med en stærk gruppe af frivillige, som trives godt med hinanden, og ønsker hinandens sociale selskab.

Red Barnet Ungdom Amager elsker at fejre frivilligheden og også at give de medfrivillige en stor tak for den kæmpe indsats, som de lægger for dagen i mødet med andre frivillige på tværs af aktiviteter.

Lokalafdelingen søger altid frivillige, der gerne vil være en del af holdet og hjælpe udsatte børn unge i fællesskab med andre engagerede unge.  I øjeblikket søges der netop frivillige til læringscafeerne på Amager.

En selvstændig ungdomsorganisation

Red Barnet Ungdom er en selvstændig ungdomsorganisation, der gennem frivillige indsatser arbejder for at fremme børns rettigheder, i ønsket om en børnevenlig verden. Organisationen har sin egen bestyrelse og har cirka 4.000 medlemmer. Omkring en tredjedel af medlemmerne fungerer som frivillige på Red Barnet Ungdoms mange projekter, og er alle under 30 år. Der er lokalafdelinger over hele landet, herunder på Amager.

Hvis du vil være med i arbejdet, kan du kontakte lokalformand Deniz Ardag på mail deniz@redbarnetungdom.dk.

 

Seneste artikler

Gymnasieelever til kinesisk efterårsfest

På Ørestad Gymnasium kan eleverne vælge kinesisk som valgfag. Det er atypisk at kunne studere kinesisk allerede i 1.g. Men gymnasiets elever er ikke i tvivl; kinesisk er et spændende fag, der åbner mange døre. I september var kinesiskelever fra 1.g til efterårsfestival i Kinesisk Kulturcenter, hvor de fik anledning til at prøve deres kundskaber af i praksis.

 
 

Fik du læst?