Hip Hip Hurra!

I denne weekend kan Stine Jørgensen, der har været anfører på det danske landshold i håndbold, fejre 31 års fødselsdag. Og Ferdinand Porsche, den geniale, tysk-østrigske automobilkonstruktør, kunne have samlet børn, børnebørn og olde- og tip-oldebørn omkring sig til sin 146 års fødselsdag. Han døde imidlertid i 1951 og kunne derfor ikke personligt være til stede på dagen.

“Hip-hurra, det’ min fødselsdag, det er i dag, den dag den dag, jeg kom frem og sagde…”

Sådan sang Tommy Seebach i en forrygende fødselsdagsang, som han lavede sammen med Kjeld Heick, og som deltog i Dansk Melodi Grand Prix i 1982, hvor den opnåede en andenplads.

Selv om sangen ikke vandt, har den til gengæld vundet en førsteplads i manges hjerter som den foretrukne fødselsdagssang, hvis man da lige ser bort fra den gamle traver, som onkel eller moster synger for ved fødselsdagsbordet. “I dag er det Birgers fødselsdag, hurra, hurra, hurra…”

Og der synges fødselsdagssang overalt i landet og mange steder hver eneste dag, for blandt de vist nok 5.8 mio danskere (har ikke talt efter fornylig) er der naturligvis rigtig mange, der har fødselsdag hver dag, det gider vi ikke regne på. Men mange er det…Man kan se det blot ved at køre en tur i et villakvarter, ved hver fjerde vej er der sat små Dannebrogsflag udenfor…

En pudsighed med dem, der bliver født 29. februar i et skudår, de vil alligevel næsten altid have fødselsdag 28. februar, eller også er det omvendt…

Og så er der dem, der er blevet snydt fra fødselen ved at have fødselsdag 24. december. Jeg gik i klasse med en dreng, der havde fødselsdag på denne dato, jeg havde den dybeste medlidenhed med ham…

Jeg kender et ægtepar, der har fire voksne børn, der nu har forplantet sig i en grad, så de er knap 40 mennesker tilstede, når der er familiefest. Og så er børn fra tidligere ægteskaber ikke regnet med.

For hvis vi gjorde det, ville de være omkring 55 mennesker blandt de, der tituleres for “de nærmeste”, og det svarer til mindst en fødselsdag om ugen.

Hip-hip!

Mange fejrer jo ikke fødselsdag på en hverdag, så dette ægtepar står stort set hver lørdag foran deres parcelhus i pænt tøj, en buket og en pakke under armen. Spejdende efter en taxa.

Alene i transport udgør dette den nette sum af mange tusinde kroner årligt, når de skal afsted til fødselsdag. Og så er der udgiften til gaverne…

“Tillykke lille Tobias…”

Men hvad gør man ikke, alle vil jo gerne, mere eller mindre, fejres på deres fødselsdag. Men ikke alle: Jeg delte engang kontor med den sødeste dame, virkelig sød. Men hendes øjne skød lyn en dag, jeg trådte ind på kontoret og ønskede hende hjerteligt tillykke med de 55 år. Den mærkedag kom bestemt ikke andre ved, og så talte vi ikke mere om det.

Til gengæld kendte jeg en anden elskelig dame, en kollega, der i årevis, årevis havde forkælet en papsøn med lommepenge, gaver og udenlandsrejser,

En dag spurgte jeg til ham: “Hvordan går det med Oscar…?”

“Det ved jeg ikke, ser ham ikke mere…”

“Hvorfor ikke???”

“Han glemte min fødselsdag…!”

Og der fik jeg faktisk medlidenhed med Oscar…tænk alt dét, han fremover ville gå glip af, fordi idiot..øh drengen, ikke huskede sin papmors fødselsdag…

Og nu er der Facebook, hvor der daglig er venner, der kan fejre fødselsdag. Så gælder det om at stille sig op i koret og sende en fødselsdagshilsen.

Og dagen efter den obligatoriske tak fra fødselaren, også på Facebook. “Tak for” osv. osv.”

Selv fik jeg humørfyldt tilgivelse, da jeg en gang vågnede op, badet i sved: Det var den 7. marts, og jeg havde ganske glemt min storesøsters fødselsdag. Jeg strøg hen til telefonen og ringede hende straks op, trods et meget sent tidspunkt. Jeg tror endda jeg forsøgte at synge en fødselsdag, da hun omsider tog telefonen…

“Hjerteligt tillykke, nå, du troede nok, jeg havde glemt dig…?”

“Glemt hvad???” Og tillykke??? Med hvad??

Og da var det, jeg kom i tanke om det…hun havde fødselsdag den 7. december.

Jeg ved, at det vil glæde Dem at høre, at hun tilgav sin bror.

God weekend og hjerteligt tillykke  – hvis De har fødselsdag…

 

 

Seneste artikler

 
 

Fik du læst?