Lorte- ønske- eller kærlighedsøen

Her er Langebro mod Amager anno 1965, kært barn har mange mærkelige navne, og de ændrer sig også med tiden. Engang var der ingen, der sagde ‘word,’ når de mente ‘lige præcis,’ og så sagde man Ama’r halshug, når man lovede nogen noget.

Ama’r halshug og amagerkys og amagernummerplade og amager fade er alt sammen ord, der har Amager som udgangspunkt. Det første blev brugt i 90’erne og 2000, når man sværgede på noget. Det har en positiv betydning, mens amagerkysset, nummerpladen og amager fadet ikke er helt så positivt ladede, og desuden har en nedsættende medbetydning.

Alvor bag ordet

Ama’r halshug er der alvor bag, for udtrykket hænger sammen med at folk blev henrettet på Amager Fælled engang, dvs. udtrykkets oprindelige betydning er: ”Måtte jeg blive halshugget på Amager Fælled, hvis jeg lyver.” Således blev ama’r halshug et udtryk for, at man lovede noget højt og helligt. Og det fik således en mere positiv betydning senere.

Lorte- eller ønskeø

Amagerkysset er det at nikke en skalle, amagernummerpladen er en tatovering på lænden og kaldes også for et røvgevir, og et amager fade er, når man afbryder en plade midt i et nummer, dvs. meget pludseligt og abrupt. Og hvor vil vi hen med det her på Amagernyt? Jo, hvis nogen ikke har opdaget det tidligere, er Amager ikke længere stedet, folk kalder for lorteøen. Tilnavnet kom sig af, at arbejderfamilierne i forrige århundrede tømte deres latriner på Kløvermarken. Og hvad skyldes det så? Vi ved det alle sammen godt. Boligpriserne på Amager er steget, og det har de gjort længe. Nogle kalder nu Amager for Guldkysten. Og penge lugter som bekendt ikke. Måske er det derfor, Amager nu både kaldes for ønske- og kærlighedsøen. På spansk skrives verbet ’at elske’ nemlig sådan her ’amar’. Det er inspirationen til ordet kærlighedsøen. Ja, sådan kan det jo gå, ”Shit makes the flowers grow.” Og de farverige amagerord slutter her.

 

Seneste artikler

 

Fik du læst?