Stærk strøm under et vuggende jazzskib

Hvad flyder som en stærk strøm, og som en ubrydelig bølge, jo, det gør saxofonisten Maria Dybbroes toner.

Jazz hele dagen i dabbelabradioen

I går var der fest med pomp og pragt DR Koncerthusets Studie 2 på Islands Brygge. Der blev nemlig fejret 10års fødselsdag for P8 jazz, og DR sendte live hele dagen ud i folks dabbelabradioer, sådan som Frederik Korfix, aftenens vært for den festlige begivenhed Dansk Jazz på Toppen-Live, kalder de fantastiske apperater, der hver dag transmitterer nyheder og musik ud til den danske befolkning. Stine Danving var Korfix’ medvært, og de var begge klædt i gallagrønt og overordentligt i hopla. Programmet var tigth og veloplagt, og publikum kunne enten købe sig en billet, eller også kunne de vinde den i morgenprogrammet Snooze på P8jazz. Og jeres skribent her på Amagernyt var en af de utroligt heldige, der på mystisk vis fik en billet op under neglene.

Krøllede entusiaster og jazzhipsters

Studie 2 var en glitrende fest med blå balloner og dæmpet lys og desuden fyldt til bristepunktet med krøllede musikentusiaster og jazzhipsters. Programmet havde ganske rigtigt også både dansk jazz’ unge talenter og store koryfæer på tapetet. Maria Dybbroe gik på scenen med en spansk flamencostjernes værdige attitude, og startede med en improvisation, der efterlod folk måbende. Hun brugte nemlig saxofonen som et slags slagtøj og med små pust i mundstykket på den forstærkede altsaxofon, lød det som om hun spillede en trommesolo. Trompetisten Kasper Tranberg afløste hende med sin terzet, hvor Frands Rifbjerg sad bag trommerne og Nils Davidsen var en maestro på bas. De spillede overlegent numrene fra albummet med navnet Terzet og improviserede både melodisk og udsyret.

 

Skibet studie 2

Aftenen var på det tidspunkt slet ikke slut, for stemningen løftede sig nemlig under de elegante små blinkende lamper i Studie 2’s koncertsal. Publikum kunne nemlig ikke andet end at forestille sig, at de var med på et slags jazzskib, der vuggede ind i aftenen. Sinne Eeg imponerede med sin skatsang, så Ella Fitzgerald ville have klappet i hænderne. Og guitaristen Uffe Steen spillede Hey Joe i en smuk og stilfærdig version, der hentede inspiration fra både Bill Frisell, surf rock og Ennio Morricone. Violinisten Kristian Jørgensen imponerede med sin tangoagtige tone og fraseringer. Og Danmarks Radios Big Band fik rummet til at svinge med dirigenten Nikolaj Bøgelund, og senere med en fuldfed mortorvejsfunk i nummeret Tiger Tiger. Solistimprovisationerne fra musikerne i Big Bandets var fængende, og særligt mindeværdig var Mads la Cour på flygelhorn. Og så pinaisten Søren Gemmers pragtsolo.

Undersøiske toner med uro og eufori

Det, der dog særligt stod frem, var Maria Dybbroes værk Stærk strøm med Big Bandet. Man blev transporteret til et andet land, måske et sted under havet, eller i en flod, hvor saxofonistens undersøiske toner kaldte på både uro og eufori. Sinne Eeg afsluttede med en fællessang, der hed Samba en Comun, som publikum kunne synge med på under hendes rolige pædagogiske vejledning. Den blev oprindeligt skrevet som en protestsang mod den tidligere plan om at lukke P8 Jazz, men den var alt for glad, påstod Sinne Eeg, til at være en egentlig protestsang. Således var det optimistiske og håbefulde toner, der sluttede den smukke aften i DR’s Studie 2.

 

Seneste artikler

 

Fik du læst?