Foredrag om PET, jazz og loppemarked

I denne uge er der spændende arrangementer i Korsvejskirken på Sirgræsvej i Kastrup. Programmet står på PET-foredrag, orgelmusik og loppemarked med hygge og jazz…

Så er der loppemarked i Kastrup.

 

Af Lene Dam Jørgensen

I aften torsdag 16. september kl. 19.30 holder Hans Jørgen Bonnichsen foredrag i Korsvejskirken på Sirgræsvej 81 i Kastrup. Han vil fortælle om den ondskab, der også kan være i mennesker. Hans Jørgen Bonnichsen vil ud fra personlige oplevelser og ikke mindst fra tiden på Rejseholdet og i PET fortælle om den ”ondskab” han har mødt.

Hans Jørgen Bonnichsen vil føre tilhørerne ind i ”mørket” fra danske provinsbyer over ”Ground Zero” i New York til interneringslejren på Guantánamo. Han vil fortælle om hvor svært, men alligevel hvor vigtigt, det er at kunne se mennesket i ondskaben.

Hans Jørgen Bonnichsen er tidligere chefkriminalinspektør og operativ og politifaglig leder for Politiets Efterretningstjeneste. Han har også været på Rigspolitiets Rejsehold, hvor han sluttede som holdets souschef. Han har en lang række af andre internationale politiuddannelser og universitets- kurser i blandt andet i symbolisme, renæssance og Islam i det 21. århundrede bag sig.

Efter sin pensionering har Hans Jørgen Bonnichsen været en ofte brugt kommentator og debattør i danske medier, og bl.a. som klummeskribent i Avisen Danmark.

Spændende fortællinger fra orglet

Interesserede kan fredag 17. september fra kl. 17 sidde oppe ved orglet og høre Korsvejskirkens organist Ole Reuss Schmidt spille et par orgelværker og fortælle om dem. Derefter fortæller han om en salme, som alle får mulighed for at synge med på sammen. Til sidst er der en hurtig kop kaffe til at gå hjem på.

Hyggelig dag med loppemarked

Lørdag 18. september fra kl. 10 til 14 inviterer Korsvejskirken til loppemarked. Med loppemarkedet genopliver kirken en gammel tradition, som kirken har. Udover boder på kirkepladsen vil der være salg af pølser, hoppeborg for børnene og et stemningsfyldt jazzband til at ledsage den hyggelige loppestemning.

 Overskuddet går til julehjælp

Korsvejskirken holder loppemarkedet til fordel for menighedsplejen, som varetager sociale opgaver til gavn for mennesker, der bor i sognet. Det gør kirken bl.a. ved at uddele julekurve til dem, der har brug for det. Der er desværre familier der ikke kun forbinder julen med glæde og forventning, men også med bekymringer, fordi der ikke er råd til gaverne, julemaden og julehyggen

Da Korsvejskirken gerne vil gerne hjælpe så mange som muligt, håber kirken, at mange vil støtte op om loppemarkedet, så der kan uddeles endnu flere julekurve.

 

 
 

Seneste artikler

 
 
 

Fik du læst?