Så var det endnu en gang store-vaccinationsdag mod COVID-19 for beboerne på Omsorgscentret Enggården og de midlertidige aflastningspladser. Inge Karlsson på 88
år var blandt de første til at få sit tredje stik.

Ved indgangen til efteråret har sundhedsmyndighederne anbefalet, at beboere på landets plejehjem får tilbud om en tredje dosis vaccine mod Covid-19.
Baggrunden er, at beboere på plejehjem var nogle af de første, der blev vaccineret mod sygdommen i Danmark.
Forlænget beskyttelse
Det er da også ni måneder siden, at beboerne på omsorgscentret Enggården fik tilbud om en første dosis vaccination tilbage i begyndelsen af januar.
Forleden stod regionens vaccinationsteam så klar med tilbud om den tredje dosis til de beboer, som ønskede det.
I alt 97 beboere tog imod tilbuddet. En af dem var Inge Karlsson. Hun var også en af de første beboere til at blive vaccineret i januar, og om det tredje stik siger hun: ”Jeg tænker ikke så meget over det. Jeg siger bare: Ja, tak! Og så håber man på, at det går godt.”
Glad borgmester
Borgmester Helle Barth siger: ”Vi ved, at den beskyttelse, man får fra vaccinationen, falder over tid. Og når Sundhedsstyrelsen fortæller, at vaccinationens effekt kan være nedsat hos ældre, er jeg bare en rigtig glad borgmester, at vores sårbare ældre nu har fået tilbuddet om et tredje stik i overarmen.”
Helle Barth bakkes op af Nicolaj Bertel Riber, som er formand for Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedsudvalget: ”Beboerne, som bor på Enggården, eller som måske bor midlertidigt på en af aflastningspladserne, er vi jo særligt opmærksomme på. Det er nogle af vores allermest udsatte borgere, og jeg er derfor meget lettet over, at de ældre nu har fået boostet deres vaccination.”
Forventningen er, at et tredje stik vil forbedre og forlænge effekten af beboernes første vaccinationer, så de får en bedre og længerevarende beskyttelse mod COVID-19.
Test for Covid-19
Det er frivilligt at lade sig vaccinere. Det gælder alle danskere – også medarbejderne, som har deres daglige gang på Omsorgscentret Enggården eller i den kommunale hjemmepleje.
”Vi følger sundhedsmyndighedernes anbefalinger og opfordrer medarbejderne til at lade sig teste en gang om ugen, hvis de er vaccineret og to gange om ugen, hvis de ikke er vaccineret. Testningen foregår på arbejdspladsen og i arbejdstiden. Så det har vi også styr på,” siger Nicolaj Bertel Riber, men pointerer også:
”Covid-19 er en farlig sygdom, og smitten er i samfundet. Det gælder derfor for os alle at forebygge smitte alt, hvad vi kan.”
Sundhedsmyndighederne opfordrer da også til, at besøgende på landets plejehjem og andre steder, hvor sårbare borgere bor og opholder sig, lader sig teste inden besøg.
Mangler du dit første stik?
I Dragør Kommune er tilslutningen til vaccinationsprogrammet meget høj. 90 procent af borgere over 12 år har taget imod tilbuddet om vaccination for Corona.
Helle Barth siger: ”Det er borgernes eget frie valg og ansvar, om de lader sig vaccinere. Jeg tror generelt, at vores tillid til, at sundhedsmyndighederne vil os det bedste, er meget stor. Men for den enkelte kan der også være en grund til ikke at lade sig vaccinere.”
Hun fortsætter: ”Men hvis det handler om, at det har været besværligt, eller man ikke lige har haft tid, er der godt nyt! For her i begyndelsen af oktober kommer regionens vaccinationsteam ud til os i Dragør som en slags pop-up-vaccinationssted. Ikke noget med at bestille tid først, eller fragte sig helt ind til for eksempel Vesterbro. Du dukker bare op med dit gule sundhedskort,” slutter borgmesteren.
Fakta om pop-up
Sundhedsstyrelsen anbefaler vaccination mod Covid-19 af alle danskere over 12 år. Man kan få det første stik mandag, tirsdag eller onsdag 4.-6. oktober fra kl. 15 til 20. Det andet stik sker så mandag, tirsdag eller onsdag 1.-3 november fra kl. 15 til 20.
Vaccinationen sker på Daghjemmet, Omsorgscenter Enggården i Dragør. Benyt indgang ved Strandjægervej 17.