Så er det Indian Summer…

Jeg ved ikke, hvordan De ser på det, men den smukkeste tid på året er, efter min mening, den tid på efteråret, det kaldes Indian Summer.

Udtrykket har mere end 300 år på bagen, og blev anvendt første gang af de europæere, der kom til det amerikanske kontinent.

Og det er Indian Summer nu. Folk sidder udenfor på cafeerne med deres kaffe og deres vin – og nyder det.

Smukkest er det naturligvis, når man befinder sig i områder, hvor efterårsfarverne rigtigt stråler i træerne: I skoven, på landet – eller ved parkerne i byerne.

Man kommer jo ligefrem i rigtig godt humør, når vejret er som i disse dage, den sidste gnist af sommeren, inden vinteren for alvor sætter ind.

Skal vi ikke ha’ et glas vin mere? Jo tak.

Men måske ikke så meget, som den herre havde fået, da jeg forleden sad travlt optaget af af foretage noget research på den computer, som denne artikel er skrevet på.

Jeg sad på en hyggelig café, Chet Baker i højtaleren, god stemning.

Af en eller anden grund opsøgte en let beruset mand dette sted, selv om der var mange andre steder, hvor han havde passet bedre ind. Han undrede sig over, han ikke kunne få en bestemt øl, men slog sig til tåls med en eller anden hvedeøl.

“Hvede”, sagde han spørgende. “Kan man man drikke det…?”

Han kiggede sig søgende rundt, og ulykkeligvis fangede hans blik mit.

“Drikker du hvede øl”, spurgte han. Jeg svarede, som sandt er, at det gør jeg ikke.

“Nå nej, du har da også fødselsdag”, sagde han så. “Du drikker kakao, jamen så tillykke da…”

Så slog han en meget høj latter op og slog sig ned ved siden af.

“Hvor gammel blir du”? Her er en gave…”

Han gav mig en appelsin, han trak frem af  lomme og så forventningsfuldt på mig.

Han havde tilsyneladende bestemt sig til at fortsætte i rollen som sjov mand, og jeg smilede venligt til ham. “Mange tak…”

Men jeg ville dog alligevel ikke medvirke i hans private cirkusforestilling. Folk er iøvrigt også meget optaget af deres egne gøremål på cafeerne og bliver let irriterede over den slags forstyrrelser.

Da jeg fortsatte med at studere oplysningerne på min computer, mistede han interessen for mig og satte sig i stedet udenfor.

Her kom han i snak med en yngre kvinde, men det varede ikke længe, før hun høfligt sagde pænt farvel. Hun skulle videre…

Jeg kom til at tænke på, at man måske skulle have klappet den bærbare sammen og fået en sludder med ham. Han havde sikkert noget sjovt at fortælle, det har de fleste mennesker.

Ikke mindst udenfor en café – mens det er Indian Summer.

Jeg håber, at han fik en god dag og at tømmermændene ikke var for store dagen derpå. Måske vi ses en anden dag, hvor rollerne er byttet om…

God weekend.

 

 

 

Fik du læst?