Amagers kirkefolk var samlet, da Amagerbro Provstis tidligere provst Leo Kamstrup-Olesen udgav sin bog om Sundby Kirke igennem 150 år.
Af Lene Dam Jørgensen
Forleden var der reception i Filips Kirkes menighedslokaler på Kastrupvej 55. Amagerbro Provstis tidligere provst Leo Kamstrup-Olesen har netop færdiggjort sin bog ”Sundby Kirke på Amager gennem 150 år”. En bog, som han har skrevet, og som Sundby Lokalhistoriske Forening og Arkiv udgiver. Nu er bogen færdig, og det blev fejret i kirkens menighedslokaler med en reception med bobler og kransekage.
Leo Kamstrup-Olesen har været præst i 28 år og blev provst i 1992. Han blev i sin tid både som præst i Sundby Kirke i 1988 og som provst ordineret af forhenværende biskop i Københavns Stift og forhenværende kongelig hofkonfessionarius, Erik Norman Svendsen, som også kom på besøg.
Glad og munter stemning
Lokalet var fyldt med flag i dagens anledning og mange mennesker var mødt op. Der var en munter og glad stemning og en glad og lettet tidligere provst, der nu også kan kalde sig forfatter.
Leo Kamstrup-Olesen fortalte selv om arbejdet med bogen og Leo Kampstrup-Olesens datter holdt også en tale til sin far om bogen.
Udover allerede nævnte var Amagerbros Provsti nuværende provst, Michael Krogstrup Nissen, og Amagerlands Provstis provst, Poul Bo Burkal Sørensen, Filips Kirkes sognepræst Bo Heikendorf Petersen, og nuværende præster ved Amagerbros andre kirker, som bogen også omhandler på besøg. Alle, der købte bogen, fik den selvfølgelig signeret af Leo Kamstrup-Olesen. Amagernyt.dk vil fortælle mere om bogen senere.
Sundby Lokalhistoriske Forening og Arkiv
Sundby Lokalhistoriske Forening og Arkiv var som nævnt repræsenteret, og der var et bord, hvor gæsterne kunne se noget af det materiale, der kan købes i Sundby Lokalhistoriske Forening og Arkiv. Formanden og et bestyrelsesmedlem fra Sundby Lokalhistoriske Forening og Arkiv tog sig god tid til en spændende og informativ snak om lokalarkivet.
Leo Kamstrup-Olesens bog kan købes allerede nu i boghandlen eller hos Sundby Lokalhistoriske Forening og Arkiv for kr. 299,-