En mere end 100 år gammel tradition

Traditionen tro tændte julemanden og overborgmester Lars Weiss det store juletræ på Rådhuspladsen den første søndag i advent

Københavns flotte juletræ blev tændt og de (Foto: Hasse Ferrold)

Julelys, brændte mandler og gran har allerede indtaget byens gader, men den første søndag i advent 28. november blev julen for alvor skudt i gang. Her tændte julemanden og overborgmester Lars Weiss det store juletræ på Rådhuspladsen i hjertet af København.

”Juletræstændingen på Rådhuspladsen er en smuk og hyggelig tradition, som bringer glæde for københavnere i alle aldre. Jeg glædede mig over at tænde julelysene sammen med julemanden og skrue op for den hyggelige julestemning i København,” sagde overborgmester Lars Weiss (S).

Kommunens skoleorkester

Julemanden og hans familie gik afsted fra Nyhavn i optog mod Rådhuspladsen ledsaget af brandkøretøjer fra Hovedstadens Beredskab. Da de ankom til Rådhuspladsen delte julemanden, nissemor og nissebørn slik ud ved juletræet.

På Rådhuspladsen blev julen sunget ind til musik leveret af Københavns Kommunes Skoleorkester.

Første gang i 1914

Traditionen med et juletræ på Rådhuspladsen går mere end 100 år tilbage. I 1914 blev det første juletræ rejst på Rådhuspladsen. Dengang samlede træet og de elektriske lys mange københavnere, der ikke alle havde elektriske lys derhjemme. Selvom meget har forandret sig siden, og træet i dag bliver pyntet med 800 led-lys og 100 julehjerter fra Børnenes Kontor, så er traditionen på mange måder den samme. For eksempel blev træet både dengang og i dag hentet hjem fra Gribskov.

Hele julemåneden vil det store træ, der i år er cirka 20 meter højt og fire tons tungt, lyse den store plads op og sprede julestemning.

 

 

Seneste artikler

 
 

Fik du læst?