Vi vil hjem til Dragør og Tårnby

Hver syvende flytter tilbage til deres barndomskommune som voksne, og her er Tårnby og Dragør i top fem. På landsplan flytter gennemsnitlig 14 procent tilbage.

Mange vælger at flytte hjem til Tårnby – og til Dragør. (Foto: Finn Edvard)

 

Af Lene Dam Jørgensen

En ny undersøgelse fra Momentum for Kommunernes Landsforening viser, at mange vælger at flytte tilbage til deres barndomskommune, når de er voksne, og her ligger Tårnby  og Dragør kommuner i top fem.

På landsplan er gennemsnitlig 14 procent flyttet tilbage til deres barndomskommune. I Dragør er 18,5 procent flyttet tilbage og 17,6 procent er flyttet tilbage til Tårnby. Tårnby Kommune har i årene 2011 til 2021 været den kommune, hvor flest er flyttet tilbage til, og lå i toppen sidste år.  Billedet har dog ændret sig, da kommunen i år er kommet på en femteplads. Dragør har i årenes løb på Top-3 henholdsvis været på en andenplads og tredjeplads. I år er Dragør Kommune på en tredjeplads.

Attraktive kommuner

I undersøgelsen er der blevet set nærmere på, hvor mange, der som 35-årige igen bor i den kommune, de voksede op i, efter at have været flyttet væk i mindst to sammenhængende år.

Adjungeret professor ved Institut for Byggeri, By og Miljø på Aalborg Universitet Hans Skifter-Andersen mener, at de kommuner, som mange flytter tilbage til er kommuner, der er attraktive for dem med længerevarende uddannelser.

Flytter for at tage uddannelse

”Vi ved, at rigtig mange unge flytter for at tage en uddannelse i en af universitetsbyerne, og deres arbejdspladser ligger også i de store byer, og derfor vil de helst bo steder, hvor det er muligt at komme nemt til og fra sit arbejde, hvor de har råd til at købe en bolig. Der kan man sige, at alle kommunerne i Top-5 ligger i oplandet til enten København, Aarhus eller Odense uden at være de allerdyreste.”,  siger Hans Skifter-Andersen.

Forsker i trenden

Eva Mærsk er Ph.d.-studerende på Syddansk Universitet og University of Groningen og  forsker i, hvorfor unge flytter væk fra den kommune, hvor de er vokset op, og hvorfor nogle flytter tilbage. Hun mener, at nogle vælger at flytte tilbage til den kommune, hvor de er vokset op, når de får deres første barn og så gerne vil være i nærheden af bedsteforældrene, hvis de også skal finde et job og en bolig.

Barndomsminderne spiller ind

Eva Mærsks og andre forskningsprojekter viser dog også, at barndomsminderne spiller kraftigt ind, når de vælger at flytte tilbage til den kommune, hvor de er vokset op. Hun siger, at ”unge flytter også tilbage efter at kunne give deres børn den samme opvækst, de selv har haft – hvis den altså har været god. Hvis de har haft det fedt i folkeskolen og foreningslivet, hvis de kan se sig selv i de værdier, de er vokset op med og har haft en god ungdomstid, så vil de gerne tilbage,” siger hun og tilføjer:

”Begivenheder og omstændigheder, der ligger tidligt i den enkeltes liv, kan have stor betydning for deres lyst til at flytte tilbage. Og det er også tidligere end man egentlig havde regnet med. Men vi kan se, at hvis børne- og ungdomsårene har været gode, så får man en grundlæggende tilknytning, som kan trække en tilbage til området senere i livet.”

Ikke alle kan flytte tilbage

Det er dog ikke alle der har mulighed for at flytte tilbage. De er flyttet til en anden kommune af andre grunde.

”Det betyder selvfølgelig allermest, at der ikke er de uddannelser og job og andre muligheder, de efterspørger, men der er også mange, der flytter, fordi der er en social fortælling om, at man skal flytte sig for at blive et helt menneske. Man skal ud på en dannelsesrejse, og fortællingen er, at man ofte finder sig selv i byen og derfor må flytte derind. Børn og unge lærer fra både forældre, lærere og uddannelsessystem, at de skal flytte sig væk fra det område de kommer fra.”, siger Eva Mærsk.

Ingen stigning forventes

Tallet har ligget stabilt fra 2011, hvor kun hver syvende er flyttet tilbage til den kommune, hvor de er vokset op, så det forventes ikke, at tallet lige pludselig vil begynde at stige, mener Eva Mærsk. Den primære grund er, at par normalt ikke kommer fra samme kommune, og at de så kun kan flytte tilbage til den kommune, hvor den ene part er vokset op. Den anden part, så kommer til at bo i en fremmed kommune, når de flytter.

Eva Mærsk tilføjer, at mange flytter fra den kommune, hvor de er vokset op for at tage en videregående uddannelse. Når de har fået den, så ligger deres jobmuligheder især i storbyen.

Seneste artikler

 

Fik du læst?