Hos Dragør Rotary Klub begynder det nye år med magi, når forfatteren og tryllekunstneren Michael Frederiksen kommer på besøg og fortæller om den kontroversielle og magiske “Truxa”…

Rotary i Dragør får torsdag 13. januar besøg af Michael Frederiksen, som er tryllekunstner og forfatter. Med udgangspunkt i Michaels nye biografi om den landskendte og afdøde tryllekunstner Truxa, vil han fortælle historien om denne i ord, billeder og tricks.
Entertaineren Truxa ryddede forsider i Skandinavien i mere end fem årtier og var en sand mester til PR. Derfor kan vi alle lære noget af ham, mener Michael.
Truxa havde dog også lidt af en fortid, der imidlertid i store træk gled i glemmebogen, da han begyndte at optræde med sin hustru, svenske Gulli. De to dannede i årevis et mageløst og magisk par. Forholdet var dog til tider også stormfuldt, og ægteskabet blev opløst i 1978.
Truxa, hvis borgerlige navn var Erik Bang, døde i 1996.
Tricks og anekdoter
Michael vil fortælle om nogle af hans tankelæsningsnumre, tricks og anekdoter. Biografien kaniøvrigt købes signeret efter foredraget.
Om “TRUXA – en biografi skrev” lektør Lars Ovesen: “Guld værd!” Om Michaels foredrag sagde Frilandsmuseet: “Tak for en meget morsom og hyggelig aften med dig ved roret.”
(Artiklen fortsættes under billedet)

“Vi glæder os til at se medlemmer og gæster til en magisk aften. Coronapas er en forudsætning,” siger Susanne Grønbech fra Rotary i Dragør.
Mødet foregår på Dragør Strandhotel torsdag 13. januar og begynder med spisning kl. 18.30. Gæster, som er interesseret i at lære Rotary at kende, er velkommen ved forudgående henvendelse til Susanne Grønbech på sl@groenbech.com eller 4033055.